Indhold
Hvad sker der med en gruppe hvis medlemmerne helst selv vil bestemme, men samtidig er afhængige af andre?
Det er nemlig præcis det der sker i disse tider: Vi har aldrig været mere afhængige af andre – både til at få vores dagligdag til at fungere, men også til at kunne løse samfundets store problemer, og på samme tid vil vi hellere gøre ting hver for sig (og vi gider i mindre grad tage del i de besværlige dele af demokratiet).
Når min identitet bliver det vigtigste
Alle samfund står over for en grundlæggende udfordring: Hvor meget skal de tage hensyn til den enkelte borger – det enkelte medlem af gruppen? Føler den enkelte borger sig ikke set og hørt mister de lysten til at deltage aktivt i samfundet. Og det er da også en væsentlig forudsætning i den traditionelle forståelse af medborgerskabet: borgeren skal føle sig set og hørt. De får måske endda lyst til at modarbejde samfundet ud fra en tankegang om “at hvis du ikke kan lide mig, kan jeg heller ikke lide dig”.
Derfor har moderne stater også varianter af de liberale frihedsrettigheder: frihed til at tro hvad du vil, til at ytre dig, til at forsamle dig. Du må altså ikke blive forskelsbehandlet på baggrund af din tro, etnicitet, køn, seksuel orientering eller politisk overbevisning. Til gengæld skal du som individ respektere de regler som gælder i samfundet og respektere at du ikke altid kan få særbehandling.
Men hvor meget særbehandling kan du med rimelighed forvente?
- Kan du forvente at der er mulighed for at du kan komme frem alle steder i kørestol?
- Skal du finde dig i, at der de fleste steder er kønsopdelte toiletter?
- Kan du forvente at det kød der bliver serveret i offentlige institutioner er halal? Er at der er vegetariske, laktose- eller glutenfri alternativer?
- Kan du kræve enestuer på hospitaler eller personlige læringsmål i skolerne?
- Kan jeg forvente at der ikke bliver røget i nærheden af mine børn, eller skal jeg kræve min ret til at ryge hvor jeg vil?
Jo mindre en gruppe er des bedre kan den tilpasse sig det enkelte. Men selv i et ægteskab – en gruppe på to – må man indgå kompromisser. Men muligheden for tilpasning er naturligvis meget større end i et stort land eller en by. Det kan illustreres i nedenstående figur.
Nye tider nye problemer
Samfund ændrer sig hele tiden, og der vil løbende komme ting som man med god ret kan forvente at samfundet vil tage hensyn til. For 100 år tog man hensyn til at folk var fattige og ville hjælpe dem, men hjælpen var sparsom og standardiseret og man skelnede mellem to køn. I dag skelner man mellem mange former for køn og seksuel orientering.
Hensyntagen kræver viden, vilje og tekniske muligheder
Alle mennesker er jo forskellige og det er forskellige ting der er vigtige for dem. Det kræver viden og praktiske muligheder før end et samfund kan tage hensyn til den enkelte. Der skal være viden om at det i det hele taget er et problem. Hvis man i samfundet ikke ved at der er folk i LGBT+-miljøet der føler sig diskrimineret, så er det svært at tilpasse sig deres ønsker.
Og det kan godt være at man fra samfundet side godt kunne tænke sig at give blinde mulighed for at se, men teknologien mangler. Som den gjorde inden man kunne lave elevatorer til folk i kørestole.
Men den samfundsmæssige udvikling går i retning af større mulighed for at kunne tage hensyn. Med stadig bedre teknologi og bedre mulighed for at tilpasse teknologien præcist til den enkelte, vil det være muligt at hjælpe stadig flere.
Hvis man tager hensyn til Børge hvorfor så ikke tage hensyn til Yvonne? Hvis man tager hensyn til religiøse minoriteter, hvorfor så ikke også tage hensyn til seksuelle? Hvis man tager hensyn til det seksuelle, hvorfor så ikke også til kostmæssige?
Sagen er den, at individuel hensyntagen tager tid og ressourcer. Noget der ellers ville kunne bruges på andre ting. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal forsøge at tage hensyn til folk. Men det betyder samtidig også, at det ikke nødvendigvis skal forstås som et bevidst forsøg fra samfundets side om at krænke eller såre folk, at der (endnu) ikke bliver taget hensyn til deres ønsker og præferencer. Det kan blot være at man ikke kendte til problemet, at man ikke havde muligheden for at hjælpe eller at det blev vurderet at hvis man skulle hjælpe dit problem ville det gå ud over mange andre.
Det er en del af prisen ved at være medborger i et samfund: Du er borgere sammen med andre – og det er ikke altid sikkert at lige netop du kommer forrest i køen hver gang. Og det er en pris der kan være værd at betale – det er samfundet der gør det muligt for dig at danne din identitet – den identitet som du senere skal have fundet plads til i samfundet.
Det er en grundlæggende pointe i Erik Eriksons forskning at vi kan ikke blive individer i total isolation. Erik Erikson (1902-94) var en af pionererne inden for børnepsykologi og undersøgte, med baggrund i studier af befolkningsgrupper fra hele verden, hvordan vi får vores identitet. Konklusionen var at mennesker finder ud af hvem de er i samarbejde med andre. Barnet samarbejder med moderen og i samarbejde med hinanden finder vi frem til hvad der fungerer og hvordan man skal opføre sig. Samarbejde kommer før personlig identitet, vi har med andre ord behov for et fællesskab til at blive os selv.
Opgaver
- Diskuter hvor langt samfundet skal gå for at tage hensyn til det enkelte individ?
Noter
- Pointer fra Ida Aukens artikel om håndtryk
- Identitetspolitik
- Hvor inkluderende og tolerant kan et samfund være førend evnen til at kunne navigere som gruppe forsvinder?
- En balance mellem gruppens accept af individet og individets respekt for gruppen
- Individualisering vs disciplinering
- Pointer fra Durkheim, Giddens m.fl.