Hvem er vores medborgere?
Danmark er de seneste årtier gået fra et være et relativt homogent samfund, til et multietnisk samfund. Det har skabt meget debat om integration af flygtninge og indvandrere.
Integration og begrebet medborgerskab hænger sammen. Hvis man ikke føler sig integreret i samfundet, kan man heller ikke føle sig som medboger. Enkelte steder er man endda gået fra en integrations politik til en medborger politik, så alle uanset hudfarve, handikap eller etnicitet kan føle sig som medborgere i samfundet. Man har fra statens og fra samfundets et ønske om at flygtninge og indvandrere deltager på lige fod i det politiske liv og i og i civilsamfundet. Så hvordan sikres det, at flest mulige med indvandrerbaggrund kan se en mening med at blive politiske, sociale, og kulturelle medborgere, og faktisk er i stand til at blive det? Og hvad hvis det ikke lykkes at skabe medborgerskab, men grupper i befolkningen bliver modborgere?
Har etniske minoriteter svært ved at blive medborgere?
Selv om det kan være svær at definere præcist, hvornår man er medborger, kan man alligevel bruge medborgerskabets dimensioner som rettigheder og pligter, deltagelse og identitet, for at måle hvordan det står til med medborgerskabet blandt etniske minoriteter. Herved bliver det igen understreget, at når man diskutere medborgerskab, handler det om meget mere end at deltage på arbejdsmarkedet, men i høj grad om at deltage i samfundet på en lang række områder.
Undersøgelsen tyder på, at medborgerskabet på mange områder har det godt. Borgere med indvandrerbaggrund mener helt på linje med resten af befolkningen, at en god samfundsborger bør holde sig orienteret om samfundsforhold, stemme til offentlige valg, melde ulovligheder til politiet og forsørge sig selv ved et arbejde. Tilslutningen til disse medborgerdyder er faktisk stærkere blandt unge med indvandrerbaggrund end blandt etnisk danske unge. Borgere med indvandrerbaggrund deltager ganske vist noget mindre end etniske danskere i det politiske, sociale og kulturelle liv.
På mange måder er udviklingen positiv. De generelt betydeligt mere aktive i samfundslivet end borgere i mange andre vestlige lande, og udviklingen går den rigtige vej – fx har efterkommere, der er født og opvokset i Danmark, generelt en højere deltagelse end indvandrerne. De oplever i mindst lige så høj grad som etniske danskere, at har mulighed for at påvirker den politiske dagsorden,
Men på en række områder, er det udfordringer i forhold til indvandrere og efterkommere og medborgerskab. Selvom om er en høj tilslutning til mange borgerdyder, er stemmeprocenten blandt indvandrere og efterkommere væsentligt lavere. Undersøgelser peger på at en del indvandrere og efterkommere ikke oplever, at deres indsats i det danske samfund ikke bliver anerkendt. Indvandreres og efterkommere deltager heller ikke i samme grad i civil samfundet og har generelt mindre tillid, også kaldet social kapital, til deres lokalsamfund.
Blandt unge indvandrere og efterkommere ses også en række særlige udfordringer. Der vil i det følgende være fokus på tre af disse udfordringer.
En udfordring kan være at der blandt en gruppe af unge minoritets kvinder, bliver forhindret i at deltage i samfundet og ikke nyder samme rettigheder som deres jævnaldrende grundet negativ social kontrol En anden udfordringer er en rest gruppe unge mænd, der ligesom en rest gruppe unge etnisk danske mænd, ikke får en uddannelse. I denne gruppe vil der være en tendens til at vende samfundet ryggen, og udvikler værdier der ikke er forenelige med borgerdyder. En tredje udfordring kan være den gruppe af personer, der er bosiddende i Danmark, men ikke har dansk statsborgerskab, og derfor ikke kan deltage på lige fod i demokratiet.
Medborgerskab eller statsborgerskab
Der bor mange mennesker i Danmark uden dansk statsborgerskab. Kan de blive betragtet som medborgere? Medborgerskab bliver ofte sat i relation til statsborgerskab. Der er klare ligheder og overlap mellem de to begreber, men de adskiller sig på en række punkter.
Statsborgerskab giver en række juridiske rettidigheder og er derfor meget håndgribeligt. Med et dansk pas i hånden, har man en række borgerrettigheder og pligter. En vigtig rettigheder er at man kan stille op og stemme til folketingsvalg som dansk statsborger.
Medborgerskab handler om mere end blot statsborgerskab. Det handler, som tidligere vist, også om identitet, det vil sige at føle et tilhørsforhold til Danmark. Derved bliver medborgerskab langt mere subjektiv og følelsesbetonet. Om man er en medborger, kan diskuteres og forandres over tid.
Man kan derfor være medborgere uden statsborgerskab. Som medborger uden statsborgerskab kan man stadig deltage i civilsamfundet og nyde godt af en lang række af de samme rettigheder, som danske statsborgere.I en klasse med stor diversitet kan der sidde elever uden dansk statsborgerskab og uden følelsen af at være medborger i Danmark – eller med statsborgerskab, men uden medborgerskabsfølelse. Ligesom der kan sidde elever uden statsborgerskab, som føler sig som medborgere..
Man kan også anvende begrebet i en national betydning, der indebærer at alle, der er til stede på territoriet, har rettigheder såvel som pligter og medansvar og dermed er medborgere.
Det kan ses som en udfordring, at en gruppe borgere i Danmark ikke har statsborgerskab. De kan godt blive betragtet som medborgere, men nyder ikke de samme rettigheder, som personer med statsborgerskab.
MEDBORGER ELLER MODBORGER
En anden udfordring, er den gruppe, særligt unge mænd, der ikke deltager i samfundet, eller måske aktivt modarbejder det. En modboger kan forstås som en person, der har vendt samfundet ryggen. En modborger behøver derfor ikke at være en etnisk minoritet, og om man er modborger er uafhængigt af det rødbedefarvede pas. Men etniske minoriteter er i særlig risiko for ikke at anerkende de rettigheder og pligter, der skal til for at være en medborger, og derved udvikle sig til modborgere.
Modborgerskab kan opstå som følge af manglende uddannelse, fattigdom og arbejdsløshed. En følelses af stigmatisering og manglende anerkendelse fra det omgivende samfund, som følge af religion og hudfarve eller måske endda bopæl, kan føre til ligeledes føre til modborgerskab. Minoritets unge der kommer fra udsatte boligområder eller ghettoer, kan føle de betaler et ekstra gebyr og aldrig rigtig bliver anerkendt som medborgere i samfundet. Anerkendes nogle grupper ikke på lige fod med andre, vil deres medborgerfølelse blive udfordret – og der er risiko for, at de ender som modborgere. Modborgere kan udvikle modkulturer, der er i opposition til det omgivende samfunds værdier, principper og normer. Modkulturerne kan være mere eller mindre radikale i deres karakter. Manglende anerkendelse og ringere muligheder for visse grupper kan derfor true den sociale sammenhængskraft og kapital i et samfund. Den følelse kan føre til at de søger anerkendelse i andre fællesskaber, som eksempelvis bander eller stærkt religiøse subkulturer, og derved bliver de unge modborgere. I disse fælleskaber kan de unge begynde at arbejde direkte imod de værdier, der skal til for at være en medborger. De kan eksempelvis ryggen til demokratiet, eller udvikle ekstreme former for voldelig adfærd.
Et værn mod at unge udvikle modborgerskab kan være stærke civilsamfund, med gode muligheder for at deltage i forskellige former for sociale, sportslige og kulturelle aktiviteter. Her kan de unge engagerer sig og samtidig få den anerkendelse, de føler, at de mangler fra samfundet. Den stærkeste forebyggende faktor mod modborgerskab, er at de unge får en uddannelse.
Øvelse til begrebet modborgerskab : 1.Søg på nettet efter grupper, som i mener er modborgere i det danske samfund. 2.Diskuter hvordan disse grupper er modborgere. Overvej hvordan man kan vende modborgerskab til medborgerskab. 3.Diskuter herefter hvordan modborgerskab kan forhindres.
Civilsamfundet som aktør for at styrke medborgerskabet i udsatte områder:
Der er lavet mange initiativer, der forsøger at styrke medborgerskabet ved at engagerer civilsamfundet og etniske minoriteter i særligt udsatte boligområder.
Et eksempel på dette er bydelsmødre.
Bydelsmødre er en organisation, der prøver at nå og støtte kvinder i udsatte boligområder, der ofte er udsatte. Forskning viser, at disse kvinder ofte hverken deltager i det politiske eller civile liv, ligesom de ofte ikke er bevidste om deres rettigheder. Deres børn er samtidig i risiko for at udvikle modborgerskab. Bydelsmødre uddanner i de udsatte områder en bydelsmor, som formidler information og viden til de udsatte kvinder, ligesom de prøver at hjælpe de udsatte kvinder videre i livet, typisk gennem job eller uddannelse. Med denne hjælp, kan kvinderne bedre hjælpe deres børn og deres familier. Bydelsmoren hjælper derfor til, at kvinderne føler sig anerkendt og får styrket deres medborgerskab. Der findes også initiativer for fædre og for unge mænd.
Øvelse : Vi har set på bydelsmødre som et konkret eksempel på en aktør, der skaber medborgerskab blandt mødre i udsatte boligområder. I skal i grupper udvikle et konkret initiativ, der kunne styrke medborgerskabet blandt unge etniske minoriteter i udsatte boligområder. Initiativet kan lægge vægt på rettigheder og pligter, på deltagelse eller på identitet og tilhørsforhold. Ideen kan også rette sig mod alle tre dimensioner.