Posts in category: Partier

Socialdemokratiet

I midten af dansk politik hos socialdemokratiet taler man om vidtstrakte demokratiske og sociale rettigheder og tilsvarende vidtstrakte pligter. Samfundet giver den enkelte store muligheder og hjælp og den enkelte har tilsvarende pligt til yde. Og det er for Socialdemokratiet ikke mindst ensbetydende med at samfundet har en pligt til at stille arbejdspladser (og uddannelser) til rådighed – sikre beskæftigelsen – og den enkelte har en pligt til også tilsvarende at arbejde. I den socialdemokratiske optik er godt aktivt medborgerskab, sammenhængskraft og tillid en forudsætning for vores stærke samfundsmodel. Omvendt understøtter samfundsmodellen den enkelte, også de svageste: velfærdsstaten giver alle adgang og pligt til fuldt medborgerskab.

Socialdemokratiet understreger at den danske – eller Socialdemokratiske! – samfundsmål med de universelle velfærdsydelser og betydelige omfordeling, som den generelle tillid i samfundet og til det offentlige, forudsætter at den enkelte ikke søger at udnytte systemet, men har et generelt samfundssind i den forstand at den enkelte gør sit som god medborger og i vidt omfang identificerer sine mål med fællesskabet.

Hvor Socialdemokratiet anerkender, at det skal kunne betale sig at arbejde og i det hele taget understreger betydningen af en effektiv og konkurrencedygtig økonomi, er det en central pointe, at vi faktisk godt kan samarbejde ud over hvad der er nytterationelt i økonomisk forstand. Men betingelsen for at det kan lade sig gøre, er at systemet levere sin del af kontrakten – rettighederne i en generøs dansk forstand, grundlaget for et godt liv – og at den enkelte kan stole på at andre samarbejder.

Pointen er ikke mindst, at den enkelte undlader at snyde, hvor det vil kunne give en gevinst, i tillid til at andre heller ikke snyder og i erkendelse af at samarbejdet samlet er i alles interesse. Snyd må ikke blive for udbredt. Ikke bare fordi det er et problem ift. de fællesspilleregler og fælles velfærd i det enkelte tilfælde, men også fordi at udbredt snyd truer med at underminere det grundlaget for det generelle samarbejdet, tilliden til at andre også samarbejder.

Problemstillingen sætter grænser for hvor meget man kan forvente af den enkeltes samfundssind. Det skal kunne betale sig at arbejde og Socialdemokratiet acceptere at markedsøkonomien og økonomiske incitamenter er grundlæggende for et velstående moderne samfund. Det hjælper også at systemerne er effektive og at der er kontrol og straf ift. snyd. Det gælder således skat.

Men netop hvis systemet er indrettet således at de fleste vinder ved det og har tillid til at andre samarbejder, da er påstanden at vi kan få borgerne til at samarbejde som gode medborgere til alles fordel.

Det er centralt, at den danske velfærdsstatsmodel faktisk eksisterer og er en succes – Danmark er faktisk verdens bedste land if. Socialdemokraterne. Det hedder at den danske samfundsmodel bygger på tillid og godt medborgerskab.

Tillid og velfærdsstaten understøtter og forstærker hinanden. Og velfærdsstaten sikrer at også de mest udsatte grupper for hjælp og støtte. Socialdemokratiets krav til aktivt medborgerskab, at du er i arbejde, stemmer og følger med i politik, deltager i civilsamfundet osv. er faktisk ikke så store og er allerede den dominerende sociale norm i landet.

Det socialdemokratiske medborgerskab har imidlertid en betydelig kant ift. dem der ikke er gode medborgere. For Socialdemokraterne er det jo sådan, at velfærdsrettighederne faktisk giver alle mulighed for at få et godt liv med uddannelse og meningsfuld beskæftigelse og fuld deltagelse i samfundet som medborger. Selv hvis du kommer fra en udsat baggrund, vil du kunne få ekstra hjælp, således til uddannelse.

Dermed kan man spørge med hvilken ret folk står uden for arbejdsmarkedet i længere tid. Her vil ret og pligt-retorikken, let bliver ensbetydende med stramninger i kravene til de ledige.

Dernæst bliver godt medborgerskab set som selve betingelsen for den danske model – uden tillid og sammenhængskraft, ville modellen ikke fungere. Dermed bliver trusler mod denne sociale sammenhængskraft også, hvis de vokser sig store, livstruende.

Det er i denne ramme, at Socialdemokraterne ofte anvender ordet medborgerskab i relation til manglende integration af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Hvis indvandringen ikke nedbringes og integrationen herhjemme ikke forbedres, da trues sammenhængskraften i velfærdsstaten. Det er altså en sikkerhedstrussel mod den danske model hvis indvandrere ikke bliver aktive medborgere. Igen har medborgerskabet en betydelig kant. Det kan begrunde dramatiske lovindgreb.

Citater om medborgerskab fra Socialdemokratiets principprogram “Sammen om Danmark”

Citater om medborgerskab fra forskellige Socialdemokratiske udspil

Citater om medborgerskab fra artikler og taler af og interviews med Mette Frederiksen

Også Venstre er af den opfattelse at Danmark er det bedste land i verden og vil da også, som Socialdemokratiet, fremhæve sammenhængen mellem rettigheder og pligter i det danske velfærdssamfund. Men hvor Venstre accepterer en stor offentlig sektor, er Venstres grundlag liberalt og der er grænser for hvor stor den offentlige sektor skal være, ligesom den skal reformeres i en mere liberal retning.

Titlen på partiets principprogram er ”Fremtid og frihed i fællesskab” og programmet indledes med et afsnit om ”Det liberale menneskesyn”. Den første sætning lyder; ”Mennesket trives bedst i frihed under ansvar.” Frihed defineres som fraværet af tvang. Men heri ligger også et ansvar for et eget liv. Hvis mennesket berøves det personlige ansvar, bliver det umyndiggjort, magtesløst og ansvarsløst.”

Ansvaret for eget liv – frihed – bliver både en ret, men også en pligt.

Den enkeltes frihed står if. Venstre ikke i modsætning til fællesskaber. ”De stærkeste fællesskaber er”, hedder det, ”netop de fællesskaber, hvor mennesker frivilligt er gået sammen for at løse en opgave eller dyrke en interesse.” Dernæst, ”har vi en moralsk forpligtelse til at bistå de mennesker, der ikke kan – privat og via samfundet.”

Det skal kunne betale sig at arbejde, som en overskrift i principprogrammet lyder, men der skal også være hjælp til dem der ikke kan, ligesom betydningen af gratis uddannelse og gode sygehuse fremhæves. I det hele taget; ”[e]n effektiv og serviceorienteret offentlig sektor er afgørende for et velfungerende samfund.” (s. 34)

I denne optik skal velfærdsstaten ikke afskaffes – det nuværende principprogram blev vedtaget i 2006 under Anders Fogh Rasmussen, men vi er et godt stykke fra hans ”Fra Socialstat til minimalstat” (1992). Men social- og skattestaten skal rulles tilbage, så det bedre kan betale sig at arbejde, både for dem der betaler topskat og dem der i dag er ledige.

Dette vil styrke den enkeltes ansvar og dermed også de frivillige fællesskaber, samtidig med at der er penge til at investere i den offentlige sektor – således sygehuse.

Frie mennesker og frivillige fællesskaber, men også danske værdier. ”Fællesskabet i det danske samfund”, hedder det, ”bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn samt en række rettigheder og principper som f.eks. den individuelle frihed, omsorg for de svageste medlemmer i samfundet, lighed for loven, lighed mellem kønnene, begrænset statsmagt, folkestyre, uafhængige domstole, retten til at ytre sig frit samt skelnen mellem religion og politik.”

Det følger at; ”[u]dlændinge, der ønsker dansk statsborgerskab med de hertil hørende rettigheder, skal beherske det danske sprog, kende det danske samfund, dansk kultur og historie samt godtgøre, at de kan bidrage til det danske samfund ved at være selvforsørgende.”

Uddrag af Venstres principprogram med relevans for medborgerskab

• det danske folk som grundlag for frihed og godt medborgerskab

”Dansk Folkepartis formål er at hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land samt at bevare og udbygge folkestyre og monarki.” Sådan indleder partiet sit principprogram ”Danmarks selvstændighed”.

Det Danmark Dansk Folkeparti kæmper for består af; ”frie danske borgere, som gives muligheder for at klare sig selv og bestemme over sig selv.” Frihed og frihedsrettigheder står centralt. Så vidt deler Dansk Folkeparti med de øvrige borgerlige partier en skepsis overfor en for stor socialstat, for det skal kunne betale sig at arbejde. Men samtidig understreges det, igen som hos de øvrige borgerlige partier, at kernevelfærden inde for sygehuse og ældrepleje skal være i top. Det understreges også, at dem der ikke selv kan, skal hjælpes. Hvis de der kan, yder deres, vil der også være til dem, der ikke kan.

Det meget kortfattede principprogram taler om frihedsrettigheder ikke om rettigheder og pligter eller medborgerskab, men andre steder taler DF eller rettere fremtrædende DF’ere også om det generelle system af rettigheder og pligter og DF vil utvivlsomt tilslutte sig den generelle tanke om aktivt medborgerskab, hvor borgeren ikke alene arbejder, men også deltager aktivt i politik, forenings- og samfundsliv og føler en forpligtigelse mod fællesskabet.

Som for Socialdemokratiet kommer de mest udførlige skildringer af godt medborgerskab i relation til indvandrere. På partiets hjemmeside hedder det om deres vigtigste mærkesag indvandring:

”For de indvandrere, der nu engang er her og skal blive her, er klare krav et helt centralt element i den nødvendige integration. Personlig sikkerhed, velfærd, uddannelse og arbejde – det er faktisk ikke kun gavmilde tilbud til indvandrerne, det er klokkeklare krav. Vi skal stille krav om, at indvandrere uddanner sig og deltager på arbejdsmarkedet, så de kan bidrage til den velfærd, som de nyder godt af. Og vi skal stille krav om, at indvandrere følger danske love, regler og grundlæggende værdier som ligestilling, demokrati og ytringsfrihed – for kun på den måde kan vi sikre, at vi også i fremtiden har et godt, dansk samfund.”

Eller hos Pia Kjærsgaard under overskriften ”Velfærd kræver deltagelse”:

”Indvandrere får med et nyt pointsystem mulighed for at opnå opholdstilladelse tre år tidligere, hvis de vel at mærke indsamler tilstrækkeligt med points som bevis for, at de lever som aktive medborgere i Danmark – at de uddanner sig, arbejder, lærer sproget, undlader at begå kriminalitet, melder sig ind i foreninger og i det hele taget engagerer sig i det danske samfund. Vi kalder det aktivt medborgerskab. Det er afgørende for velfærden, at folk udefra bliver en aktiv og bidragende del af det danske samfund gennem det aktive medborgerskab.”

Begge passager minder meget om tilsvarende lister over godt medborgerskab socialdemokraterne præsenterer indvandrerne for – i store træk er der simpelthen bred enighed om de 5 punkter over godt medborgerskab præsenteret ovenfor.

Der hvor Dansk Folkeparti skiller sig mærkbart ud er ved koblingen mellem det stærke og frie danske samfund med dets gode medborgerskab og det nationale, folket. Hvor Dansk Folkeparti har overlap til Venstre, når det gælder betoningen af frihed og arbejde og til Socialdemokratiet når det gælder aktivt medborgerskab, er det ved det national-konservative at DF skiller sig ud. DFs nationalkonservatisme er ikke antiliberal, påstanden er snarere at det liberale og tillidsfulde danske samfund er et resultat af et stærkt nationalt, kulturelt og folkeligt værdifællesskab.

Som det hedder i principprogrammet:

”Landet bygger på den danske kulturarv, og dansk kultur skal derfor bevares og styrkes. Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund.”

Selve koblingen mellem det stærke danske samfund (som det hedder) og særlige træk ved dansk historie og kultur er DF langt fra ene om, som vi har set er også om Venstre og SD om danske værdier og en særlig dansk historie og kultur som fundamentale for sammenhængskraften. Men hos Venstre er det snarere friheden der fremhæves og for Socialdemokraterne rettighederne, al det man får fra fællesskabet, der er det centrale når vi skal forstå grundlaget for det danske samfunds styrker. Spørger vi til hvordan godt medborgerskab og stærk sammenhængskraft sikres, bliver svaret for Dansk Folkeparti, at vi værner om det nationale fællesskab og den nationale selvstændighed.

Uddrag af DF’s principprogram og andre dokumenter

• frie mennesker i sociale rammer

Venstre starter med frihed og ansvar, Dansk Folkeparti med folkets selvstændighed. De Radikale med, ”et samfund, hvor mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen.” Og de vil ”værne om og udbygge folkestyret.” Selvom både Venstre og Radikale Venstre kan betegnes som socialliberale, er den ideologiske afstand mellem partierne stor. Radikale taler om frie mennesker der lever i mangfoldighed, men de understreger hele tiden den sociale ramme, fællesskabet – fællesskaberne – som individerne udfolder sig i. Både individer og fællesskab udvikler sig og de gør det i samspil med hinanden. Ideelt set i et demokratisk samfund af demokratisk ligestillede borgere, og det indbefatter igen at de økonomiske forskelle ikke bliver for store.

Som for de øvrige partier fremhæves koblingen mellem rettigheder og pligter hos de Radikale. I principprogrammet hedder det under overskriften ”Menneske og fællesskab”:

”Det Radikale Venstre tror på det frie og ansvarlige menneske, der virker i samhørighed med andre mennesker. Mennesket udvikler sig gennem sine valg og handlinger i samspil med andre.

Et demokratisk samfund kan kun fungere, hvis dets medlemmer føler sig forpligtet over for hinanden. For Det Radikale Venstre hænger frihed og forpligtelse uløseligt sammen. I fællesskabet formes rammerne for den enkeltes liv og frihed. Samtidig er det enkelte menneskes indsats og stræben efter at realisere sine muligheder nødvendig for, at fællesskabet kan udvikle sig og være mangfoldigt.”

Den korte udlægning af den radikale vision er, at et godt samfund – som det danske – skaber rammer for gode liv hvor godt aktivt medborgerskab indgår naturligt, men også forudsættes.

Dermed ikke være sagt, at der if. de Radikale ikke er udfordringer. Det er der. Frem for alt miljøet. Men også flere andre nævnes. Her fremhæver de Radikale at problemerne kan adresseres og løses i et stærkt demokratisk fællesskab. Her har partiet en klart aktivistisk men også modernistisk dimension: frie og ansvarlige mennesker der løser udfordringerne i forpligtigende samarbejder.

Hvor de fremhæver forpligtigelser, har de ikke, i det mindste ikke ideologisk, i deres programmer, overtaget Socialdemokraterne og de borgerliges hårde ’ret og pligt-retorik’. I principprogrammet hedder det om ”samfundet, det offentlige og den enkelte”. At social udstødelse er et problem der må løses i samarbejde mellem det offentlige, virksomhederne og fællesskaberne. Alle må gøre sit. I det mindste dem der kan. Det hedder at, ”[v]elfærdssamfundet må bygge på økonomisk ansvarlighed hos den selvhjulpne og begunstigede del af befolkningen.”

Den sociale indsats skal respektere den personlige værdighed og have som mål at sætte den enkelte i stand til at klare sig selv. Den enkelte skal have mulighed for selv at forbedre sin situation. I forhold til mennesker med varigt behov for hjælp er det offentlige forpligtet til at sikre en værdig og tryg tilværelse.”

I en tid hvor både Venstre og Socialdemokraterne taler i klare ret og pligt-termer, markerer disse vendinger en anden tankegang. Det er altså ikke i samme grad den enkeltes pligt at uddanne sig og komme i beskæftigelse, det er nok så meget fællesskabernes opgave at sikre at alle faktisk kommer i uddannelse og i beskæftigelse.

Også fraværet af bekymring for indvandreres integration og en sektion om dansk kulturarv adskiller de Radikales (unægtelig ret korte) principprogram fra Socialdemokraterne og de borgerlige partier. I stedet taler de tolerance og mangfoldighed og mere demokrati.

Ift. Socialdemokraterne er de Radikales fællesskab mindre statsligt, de taler hellere om et samspil mellem forskellige aktører, det offentlige, det private, familien, individer, der alle kan samarbejde om at løse forskellige mål. Her er der faktisk overlap til de mere radikale (i betydningen yderliggående, gennemført) i Alternativet (som bekendt selv stiftet af en tidligere radikal minister), SF og enhedslisten der også taler om en demokratisering af samfundet og et samspil mellem forskellige offentlige, private og frivillige organisationer.

Uddrag af Det Radikale Venstres principprogram kan findes her

De naturlige fællesskaber

De konservative dyrker i høj grad en ide om godt medborgerskab. Centralt for de konservative er kærligheden til fædrelandets, dets historie, kongehus og grundlæggende værdier. Gode patriotiske mænd og kvinder gør deres pligter mod det nationale fællesskab. En god konservativ vil derfor tage ansvar, både i sit eget liv og i forhold til ens pligter som god samfundsborger i øvrigt. ”Det Konservative Folkeparti er et parti for ansvarsbevidste mennesker, der elsker deres fædreland med dets kultur, traditioner og historie og som ønsker et frit samfund, hvor den enkelte tager ansvar for sig selv og sine nærmeste.”

Fædrelandskærligheden kombineres med en tro på det private Danmark og markedsøkonomien. Hvor Socialdemokraterne taler om ret og pligt taler de konservative om frihed og ansvar. Den enkelte skal kunne klare sig selv uden offentlig hjælp: ”At tage vare på sit eget liv forudsætter, at man har friheden til det. Derfor er vi tilhængere af en mindre offentlig sektor, et lavere skattetryk, friere rammer for det private initiativ, et stærkt erhvervsliv og flere grænser for politisk indblanding i borgernes hverdag.”

Troen på frie, ansvarlige individer kombineres med en tanke om de naturlige fællesskaber, de fællesskaber individet naturligt indgår ifølge de konservative, først og fremmest familien og fædrelandet, men også kirke og forskellige frivillige organisationer og selskaber og de nære, lokale fællesskaber.

Både ansvar og de naturlige fællesskaber trues af en vildtvoksende velfærdsstat, de sociale rettigheder og tilsvarende skatter har undermineret både det private ansvar og de naturlige fællesskaber, hele vejen igennem, familien, nationen og de nære relationer.

For at styre ansvar og naturlige fællesskaber skal velfærdsydelserne og skatter nedbringes; social- og skattestaten skal tvinges tilbage.

De konservative er formentlig også ganske tilfredse med Danmark og det danske samfund. Men i principprogrammet er kritikken af den eksisterende velfærdsmodel ganske skarp: De sociale rettigheder der hos socialdemokraterne og venstrefløjen giver alle reelle muligheder for at deltage i samfundslivet, truer for de konservative både det private initiativ og de stærke naturlige fællesskaber.

Et bedre Danmark med stærkere individer og fællesskab ville virkeliggøres i en mere residual velfærdsstat, med større plads til familien, forsikringer, kirke og lokal social hjælp.

For de konservative, som for både Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er det i relation til kravene til integration af indvandrere, at man definerer et medborgerskabsbegreb – hos de konservative er overskriften; ”Medansvar for Danmark”:

”Vi konservative anser kulturel integration for mindst lige så vigtig som økonomisk integration. Alle der bor i Danmark skal respektere vores frihedsrettigheder, såsom ytringsfrihed og religionsfrihed, og vores demokratiske værdier og den danske retsstat. … De danske traditioner er den kultur, som tilflyttere skal integreres ind i. Derfor er det ikke nok blot at overholde dansk lovgivning, hvis man ønsker at blive en del af det danske samfund. En grundlæggende forståelse for dansk historie, kultur og sprog er også nødvendig. Den form for sammenhængskraft vil i sig selv være med til at skabe større gensidig forståelse. Det er nemlig vigtigt, at vi undgår et opdelt samfund, hvorfor vi vil bekæmpe ghettodannelser. Danmark er – og skal fortsat være – et sammenhængende samfundsmæssigt fællesskab.” (s. 21)

Citater fra de konservatives principprogram kan findes her

• medborgerskab og samspillet mellem det offentlige og civilsamfundet

”SF er et folkeligt socialistisk parti med afsæt i den demokratiske venstrefløj.” Det er den første sætning i SF’s principprogram. SF’s vision for det gode samfund forudsætter et aktivt medborgerskab demokratisk, i den offentlige sektor, i det civile samfund og i økonomien. Men betingelsen for at dette samfund kan blomstre er en tilbagerulning af privatkapitalismen og en parallel udvidelse både af de individuelle rettigheder og fællesskabets organisationer.

”SF opfatter alle mennesker som ligeværdige. Den enkeltes frie og alsidige udvikling skal være både målet og midlet for hele samfundets udvikling.” Men den nuværende samfundsform gør at ikke alle mennesker har lige mulighed for en fri og alsidig udvikling. Bekæmpelse af ulighed, både økonomisk, i kundskaber og socialt bliver derfor midlet til at livet skal blomstre og udfolde sig frit og demokratisk:

”Stærke fællesskaber giver den enkelte de bedste muligheder for at realisere det liv man ønsker. SF kæmper derfor for en stærk offentlig sektor og et stærkt civilsamfund. Stærke fællesskaber er forudsætningen for en ligelig fordeling af magt og velstand.”

I relation til medborgerskabet for vi på denne baggrund en dobbelt struktur, hvor det realiserede folkesocialistiske samfund forudsætter aktiv og positiv deltagelse på flere dimensioner, men hvor det nuværende samfund forhindrer et sådant aktivt medborgerskab for mange. På denne baggrund står der i SF’s principprogram meget om rettigheder og udvidelsen af rettigheder. Men der står ikke meget om pligter.

SF har som et socialistisk parti et positivt eller i det mindste socialkonstruktivistisk – hvor mennesket formes af samfundet og ikke har en natur – menneskesyn. Hvis vi lever i det nuværende kapitalistiske samfund, vil fællesskaber ikke blomstre, fordi nogle holdes ude og nede, andre omvendt kan dominere fællesskaberne og de sociale værdier i vidt omfang også kommer til at afspejle individualisme, konkurrence og forbrugerisme. Under andre og bedre betingelser derimod, ja, da vil individer og fællesskaber blomstre af sig selv. Fravær af godt aktivt medborgerskab er dermed ikke hovedsageligt den enkeltes ansvar, det er et samfundsskabt problem.

Dermed er SF ikke helt fri for at tale om rettigheder og pligter, men hvor Socialdemokraterne fremhæver balancen mellem rettigheder og pligter eller ligefrem fremhæver pligterne, kommer rettighederne, ikke mindst de sociale, først hos SF.

Her er den passage i principprogrammet, der mest eksplicit omhandler forholdet mellem ret og pligt for SF:

”Den sociale sammenhængskraft handler om, at afstanden mellem mennesker ikke er for stor. Det forudsætter en høj grad af lighed, tillid, tryghed og tolerance. Ingen bør leve i fattigdom og fornedrelse. Samfundet hænger sammen i kraft af sociale og økonomiske rettigheder, og fundamentet for sociale og økonomiske rettigheder er bred tilslutning til disse. Det forudsætter, at enhver borger yder til fællesskabet efter bedste evne i erkendelse af, at denne pligt er grundlaget for at kunne nyde sine rettigheder.”

SF skriver om de traditioner partiet og deres vision bygger på, men det er ikke den nationale kultur, der fremhæves men derimod; ”en decentralistisk og demokratisk socialisme, som er inspireret af en udogmatisk marxistisk samfundsforståelse. Dertil kommer den danske selvforvaltningstradition samt en humanistisk og kulturradikal tradition, der vægter menneskelig frihed, udfoldelse og medmenneskelig ansvarlighed.”

Indvandrere nævnes ikke i principprogrammet, men på listen over partiets kerneværdier (”Det vil vi”), hedder det, i fin forlængelse af principprogrammet, og under overskriften ”Plads til alle, der vil”:

”I SF skelner vi ikke mellem mennesker på baggrund af deres tro eller hudfarve. Men vi stiller krav til alle om at deltage aktivt i samfundet og bidrage til en demokratisk og fredelig udvikling af Danmark. Det er desværre et faktum, at der findes problemer med integrationen i Danmark. Alle har et medansvar for at få integrationen til at lykkes – både dem, der kommer hertil, og dem, der har boet her altid. Integrationen er en fælles opgave.”

Som hos de øvrige venstrefløjspartier og de Radikale er en stærk offentlig sektor et centralt mål, men slutmålet er ikke den nuværende stat, men derimod et demokratiseret samfund hvor løsninger leveres i et samspil mellem det offentlige, frivillige og private aktører.

Men vejen mod dette mål går ikke mindst igennem en fastholdelse og styrkelse af de allerede opnåede velfærdsrettigheder og meget af SF’s praktiske arbejde handler om, at ”de forbedringer, der er skabt gennem faglig kamp og politiske arbejde, [ikke] rulles tilbage”, som det hedder i principprogrammets næstsidste sætning. Dermed kan man med en vis ret sige, at partiets ideologi er progressiv, men praksis legitimerende eller ligefrem regressivt, for den praktiske kamp er i vidt omfang at bevare den eksisterende velfærdsstat og rulle socialpolitiske stramninger tilbage.

Citater med relevans for medborgerskab fra SF’s principprogram og hjemmeside finder du her

• det aktivistiske medborgerskab

Enhedslisten er et socialistisk parti og i relation til medborgerskab minder de om SF: det ideelle samfund forudsætter aktivt medborgerskab på alle niveauer, men vi kan ikke kræve et sådant medborgerskab af alle i dag, da folk holdes ude og nede af de kapitalistiske strukturer i det nuværende samfund. Vejen til godt medborgerskab er dermed socialistisk, både som middel, vejen dertil, og som endemål. Medborgerskabet blomstrer ikke i det nuværende samfund, men i det ideelle vil det blomstre.

Men enhedslisten er mere rendyrkede i deres socialisme end SF og principprogrammet bærer præg deraf.

Principprogrammet indledes:

”Verden kan forandres. Undertrykkelse og sult behøver ikke eksistere på vores jord. Arbejdsløshed og boligmangel kan vi gøre noget ved. Vores samfund er skabt af mennesker, og derfor kan mennesker også forandre det.”

”Det er sammen med andre mennesker, at vi hele tiden udvikler os.”

Hvis det er sådan, at vi igennem samarbejde med andre mennesker, at vi udvikler os positivt og i fællesskab udvikler et positivt samfund, hvorfor er alle da ikke med på det? Hvem er imod et godt og positivt samfund?

Svaret lyder; ”Men ikke alle har villet fremskridtet. Der er en grundlæggende modsætning mellem de mennesker, økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på andre mennesker og på at udnytte vores naturressourcer, og så på alle os, der får løn for vores arbejde, og som har gavn af fælles løsninger på vores problemer.”

Kapitalismen har nok øget forbrugsmulighederne for flertallet. Men den forhindrer frihed for den enkelte, den forhindrer ægte demokrati og er uforenelig med økologisk balance.

Når man læser Enhedslistens principprograms udførlige beskrivelse af hvordan kapitalismen begrænser den individuelle og kollektive frihed, kan man spørge om den omfattende velfærdsstat slet ikke har haft nogen virkning på de sociale og politiske vilkår herhjemme. Det har den imidlertid:

”Det danske kapitalistiske samfund … ændrer ikke ved, at de folkelige bevægelsers sejre, herunder opbygning af kollektiv og offentlig velfærd, har udvidet demokratiet. Gennem udviklingen af sundhedsvæsenet, den sociale sektor og ældreplejen er der skabt en tryghed, som sammen med det store uddannelsesløft i de seneste 100 år har givet det enkelte menneske mere frihed og bedre mulighed for i højere grad at blande sig i udviklingen af samfundet.”

Det er igennem disse sejre, at det store flertal har fået overskud til at deltage aktivt i samfundet. ”Tryghed er nødvendig, hvis man skal have reel mulighed for at kunne blande sig i, hvordan samfundet er skruet sammen.”  Velfærdsstaten ændrer derved styrkeforholdet mellem kapitalister og almindelige mennesker i sidstnævntes favør. Derved bliver velfærdsstaten både et mål i sig selv, men også et middel til at udvikle Danmark i en demokratisk socialistisk retning.

Men velfærden er i dag under massivt pres:

”Under dække af den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle de folkelige bevægelsers sejre tilbage. De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere har søgt kompromisser med arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen, står stærkere og ønsker nu at omfordele samfundets midler til virksomhedsejerne gennem skattelettelser, løntilbageholdenhed og forringelser af solidariske løsninger. Samtidig ønsker man – og har held til – at skabe usikkerhed og frygt for arbejdsløshed for at holde krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold nede.”

Hvor Enhedslisten således ser frem mod det socialistiske samfund, kommer meget af kampen i dag til at bevare den eksisterende velfærd og rulle de seneste årtiers velfærdsreformer tilbage. Enhedslistens ideologi er progressiv i den forstand at socialismen er det endelige mål, men legitimerende eller ligefrem regressiv i den forstand at meget af det praktiske arbejde kommer til at handle om at bevare den eksisterende velfærdsstat og gerne vende tilbage til velfærdsstaten som den så ud før den aktive arbejdsmarkedspolitik, pensionsreformer og marginalskattesænkninger.

Hvor ret og pligt er et mantra hos socialdemokraterne, tages for givet af de borgerlige og nævnes hos SF, er det sigende, at udtrykket slet ikke bruges af Enhedslisten. Man tager nok fejl, hvis man tror, at Enhedslisten ikke mener, at vi har pligter mod hinanden og fællesskabet. Det er snarere det, at ret og pligt-retorikken bruges til at begrunde skærpede krav til indvandrere og arbejdsløse og Enhedslisten derfor ikke har lyst til at bruge den. Som hos SF er det ikke flere pligter, disse grupper har brug for, det er flere og bedre rettigheder. Under de rette forhold blomstrer både mennesket og det gode medborgerskab. Fejlen ligger i systemer der marginaliserer, ikke hos den enkelte der er marginaliseret.

Citater fra Enhedslistens principprogram og andre dokumenter med relevans for medborgerskab kan du finde her

Liberal Alliances principprogram er en så kort affære, at det dårligt kan yde liberalismens ideer retfærdighed, endsige give et bud på hvad medborgerskab er for en liberalist, hvis det da overhovedet er noget.

Men heri ligger måske også en pointe, der har at gøre med den velfærdsstatskontekst liberalismen konfronterer i Danmark.

Hvis du er af den opfattelse, at der virkeligt er gode grunde, både velstandsmæssige og moralske, til at pengene ligger bedst i borgerens lomme, så alle selv kan sammensætte deres valg og præferencer frit, ja, da er du med dagens Danmark ret langt fra en situation, hvor der er nogen grund til at diskutere detaljer om medborgerskab i et liberalt samfund. Det afgørende er snarere at bevæge Danmark i en mere markedsorienteret og mindre statslig retning.

Principprogrammet taler om frihed. Der skal være plads til udfoldelse. Man går imod lighedsmageri og smålighed. Individets rum og ansvar må udvides.

Man har ansvar for sig selv. Det er kontrakten: Du får størst tænkelige muligheder, men du har også selv ansvaret for din egen succes. Her skyder godt medborgerskab sig faktisk ind, sammen med de individuelle og demokratiske rettigheder alle partierne er enige om. Som det hedder i partiets 3. princip:

”Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.”

Det 4. af partiets 5 principper taler, som de øvrige borgerlige partier, om frihed og ansvar – også ansvaret for dem der ikke kan klare sig selv.

”Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig. Det fri samfund skaber stor velstand, og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.”

Men hvad med medborgerskabet som diskuteret hos de øvrige partier, altså aktiv deltagelse politisk, på arbejdsmarkedet, i civilsamfundet, civilitet og forholdet til fællesskabet og de demokratiske og (for nogen) danske værdier?

Det er faktisk svært at finde sådanne diskussioner på partiets hjemmeside. Som vi har set, fremhæver LA på linje med de øvrige partier ligeværd og demokrati. Det er også ret klart, at LA meget gerne inddrager civilsamfundet og tror på frivillige foreninger og initiativer. Om dansk kultur og historie står der intet. Det er bemærkelsesværdigt ift. de øvrige borgerlige partier og Socialdemokratiet der alle har den nationale dimension med (Venstre og SD) eller som dominerende tema (de konservative og nationale partier). Her er LA faktisk på linje med venstrefløjen. Det er faktisk heller ikke helt klart, at LA, som SD, vil stå og prædike, at forventningen er at alle skal arbejde. LA vil fremhæve, at der skal være en gevinst ved at arbejde og at de sociale ydelser og skatterne begge skal sænkes dramatisk, LA vil også være sikre på at det faktisk vil øge den samlede velstand og det samlede arbejdsudbud. Men hvis individer vælger ikke at arbejde, således for at være hjemmegående husmødre, eller kun vil arbejde lidt eller for en lav løn, måske en kunstner, så fint. Også de vil kunne glæde sig over lave skatter og priser.

Også for LA har fællesskabet pligter mod de svageste. Som vi har set, vil der rigeligt være råd til at hjælpe dem der ikke kan klare sig selv i et liberalt samfund. Og LA taler også – som de øvrige borgerlige partier – om et første universelt sundheds- og uddannelsessystem (om end gerne i en effektiviseret, privatiseret eller udliceret, voucher-like udgave).

LA har til gengæld ikke meget at sige om den enkeltes pligter mod fællesskabet. Som Enhedslisten køber LA ikke ind på Socialdemokratiets og beslægtedes ret og pligt-retorik. Ligesom for Enhedslistens er der utvivlsomt mange LA’ere, der praktiserer og tror på at man som god medborger skal gøre sine pligt overfor fællesskabet, men begge steder er man mistroisk overfor den socialdemokratiske ret og pligt-retorik.

For liberalisterne i LA kræver velfærdsstaten allerede alt for meget af den enkelte, samtidig med at den lægger hindringer for frihed og virkelyst. De vil heller ikke købe ind på den socialdemokratiske påstand om at vi alle skylder velfærdsstaten så frygtelig meget. Javist, benytter alle sig af velfærdsstatens services og ydelser herhjemme og man skal selvfølgelig følge lovene, men friere alternativer ville være bedre.

Ønsket hos LA er frihed og ansvar, ikke ret og pligt.

Citater om LA og medborgerskab finder du her

Hylder aktivt medborgerskab, iværksætteri og mangfoldighed.

Nedenfor ser du uddrag fra Alternativets partiprogram:

Danmark – det bedste land for verden

1.3. ET SAMFUND PRÆGET AF SOCIAL BÆREDYGTIGHED

…

I Alternativet tror vi på mennesker. Vi tror på det gode i os alle, og vi ønsker et samfund, der bygger på tillid frem for social kontrol. Vi hylder aktivt medborgerskab, iværksætteri og mangfoldighed. Vi tror på, at mennesker har det bedst, når de er motiverede, engagerede, har mulighed for at udfolde deres talenter og gøre en forskel uden at skulle gå på kompromis med, hvem de er. Forskellige mennesker ønsker forskellige liv, og vi vil skabe et samfund, der imødekommer denne forskellighed. Vi tror på, at social opfindsomhed, virkelyst og demokrati er nøglen til at opnå et samfund, hvor mennesker trives i deres tilværelse.

…

Ambitionen er et samfund, hvor individet uanset orientering oplever at være en del af fællesskabet. Alternativet tror på en balance mellem individ- og fællesskabstanke, hvor begreber som nærhed, empati og fællesskab netop skaber gode rammer for individets udfoldelsesmuligheder.

Pressemeddelelse 22. juni 2016

ALTERNATIVET: ERSTAT KRISTENDOM MED MEDBORGERSKAB

Undervisning i etik, menneskerettigheder og forskellige verdenssyn bør erstatte undervisning i kristendom i folkeskolen, foreslår Alternativet

Flere partier ønsker nu at tvinge folkeskolens elever til at blive undervist i kristendom, men det er en helt forkert vej at gå, mener Alternativet, der i stedet vil indføre et obligatorisk medborgerskabsfag, som der undervises i fra 0. til 9. klasse.

Faget Medborgerskab skal sætte eleven i stand til at agere i en globaliseret verden. Det sker ved introduktion til grundlæggende demokratiske rettigheder, til grundloven, børnekonventionen og menneskerettighedskonventionen. Samtidig undervises der i etik, kultur, religion, samfund og andre livs- og verdenssyn som eksempelvis ateisme og agnosticisme.

– For os vil det være helt unaturligt at gøre kristendomskundskab obligatorisk. Selvfølgelig skal eleverne introduceres til kristendom, men de skal også introduceres til andre måder at anskue verden på – både religiøse, eksistentielle og kulturelle, siger Carolina Magdalene Maier, folkeskoleordfører for Alternativet.

– For Alternativet er det vigtigere, at eleverne lærer at forstå kulturer, menneskerettigheder og vores grundlov, end de bliver undervist i en specifik religion, siger Carolina Magdalene Maier.

Det står centralt i Alternativets skolepolitik, at folkeskolen skal bygge på demokratiske værdier som empati, lighed, ligeværdighed, tolerance og respekt for andres holdninger, kultur, seksualitet og religion.

På samme måde bør skolen fungere som et åbent vindue til den omkringliggende verden og udfordre generaliseringer, fordomme og stereotyper over alt. I den forbindelse har den enkelte lærer en afgørende opgave i at vise, hvordan mennesker er forskellige både i forhold til social baggrund, levevis, kultur og religion.

– Vi ønsker ikke en tilbagevenden til den sorte skole, men ønsker at udvikle en folkeskole for det 21. århundrede og her vil et fag som medborgerskab gøre en positiv forskel, siger Carolina Magdalene Maier.

Kh Alternativet

MINISTERIET FOR SOCIAL RETFÆRDIGHED

… Vi vil sætte medborgerskab og mennesketænkning over eksklusion og kassetænkning. …

SKOLE OG UDDANNELSE

…

Med de udfordringer, vi som samfund står overfor, har vi brug for al den kreativitet, entreprenante energi, kritiske og empatiske tænkning og handlekraft, som vi individuelt og i fællesskab kan mønstre. Derfor skal uddannelsesprocessen være båret af engagement, modet til at turde fejle og nysgerrighed. Samtidig skal uddannelserne tilbyde elever og studerende et fundament, som består af kritik, empati, livsdannelse og medborgerskab, både i et teoretisk og praktisk snit. Ud fra dette skal elever og studerende forholde sig til, hvilket samfund, de gerne vil bidrage til, og hvordan. Det er svarene på disse spørgsmål, som skaber de forandringer, morgendagens unge mennesker bringer frem.

…

Sikandar Siddique – Et Danmark hvor alle er med

… Jeg vil arbejde for et aktivt og medmenneskeligt medborgerskab og imod al ekskluderende og ulighedsskabende politik.

De nye borgerlige er ledet af tidligere Konservative og ideologisk er lighedspunkterne betydelige. Overskrifterne og retningerne er de samme. Men hos de Nye Borgerlige er tonen overalt blevet højere og længere mod højre på både den nye og den gamle skala. Akademikere taler om ”reaktivt højre”, det er når ”gode, borgerlige mænd/kvinder”, får nok af en udvikling, der truer det samfund, det nationale fællesskab, de holder af og elsker og griber til mere (Trump) eller mindre desperate modforanstaltninger.  

De første fem linjer af deres principprogram anslår nogle centrale temaer, som man forventer af indledningen til et principprogram:

”Vi skal være et frit folk med en stat, der beskytter os og vores værdier. En stat, der er stærk nok til at rejse den svage, men for svag til at knække den stærke. Men den bærende enhed i Danmark er ikke staten. Det er civilsamfundet og den kultur, der binder os sammen som folk, knytter os til vores fortid og gør os ansvarlige for vores fremtid. Derfor skal individet, familien og de frivillige fællesskaber have gode rammer for at trives og udvikles.”

Som for borgerlige generelt ser NB en for omfattende velfærdsstat som den nuværende som et problem ift. både individuelt ansvar og det de kalder frivillige fællesskaber – jf. de konservatives naturlige. Hvorfor både individuelt ansvar, integration og frivillige fællesskaber vil styrkes, hvis social- og skattestaten rulles tilbage. Overskriften på et af det kortfattede principprograms 6 kapitler er klar nok: ”Mindre stat – mere menneske”

Nye Borgerlige fremhæver det danske og stoltheden ved at være dansk. Ift. de konservative er der sket en delvis forskydning i referencen. De konservative taler om fædrelandet. De Nye Borgerliges om civilsamfundet og kulturen, om ”det stærke kulturelle fællesskab” (som en overskrift i principprogrammet lyder). De konservative er tættere knyttet til staten og nationen end de nye borgerlige der snarere – som DF – har folket som kulturelt fællesskab som udgangspunkt.

Hvis Venstre og Socialdemokratiet og venstrefløjen ser de centrale værdier i det danske velfærdssamfund omkring frihed og demokrati som universelle, men knyttede til en dansk historie og identitet i Danmark, da fremhæver De Nye Borgerlige, at individuelle friheder, frisind og demokrati ikke er universelle, men specifikke for det danske (og andre vestlige?) kulturelle fællesskaber:

”Vores frihed og vores værdier er ikke universelle. De er baseret på et kristent, demokratisk fundament, som danskere før os har kæmpet sig til.”

Hvis vi leder efter en forståelse af godt medborgerskab, ligger det i selve principprogrammets beskrivelse af det særlige danske fællesskab, med dets nationale reference, værdier, tillid og sammenhold:

”Der findes mange dejlige steder på jorden, men der er noget helt særligt ved Danmark. Danmark er vores. Vores stærke, kulturelle værdifællesskab er en bærende enhed i det danske samfund. En kultur, hvor frie mennesker lever side om side i fred og fordragelighed i et samfund baseret på tillid, solidaritet og sammenhold. Og en kultur med lov og orden, hvor retsbevidstheden er høj, fordi vi sikrer, at ofre beskyttes og gerningsmænd straffes og at straframmen er passende. Det giver os en høj grad af tillid til hinanden, at vi deler grundlæggende værdier.

Vi er et dannet folk med en grundlæggende respekt for hinanden, vores historie, vort kristne fundament, vores kongehus og vores fælles myndigheder. Et folk, der kan tale sammen om tingene og leve side om side i fred, frihed og frisind uanset køn, oprindelse, tro, seksualitet og sociale forhold omkring.”

Vi kan sige, at det ideelle samfund, allerede er her. I det mindste i vidt omfang og ellers latent, som en mulighed, hvis vi dyrker det særligt danske og ruller social- og skattestaten lidt tilbage. Grundlæggende er Nye Borgerlige enige med de fleste andre partier (undtagen ’de sure’ på venstrefløjen) i at Danmark er et fremragende land, noget helt særligt. Men socialstaten fylder for meget, markedet, familien og de øvrige frivillige fællesskaber for lidt.

Det er måske, hvad det er. Som for Dansk Folkeparti er det Nye Borgerlige afgørende at dette enestående samfund er truet i en eksistentiel forstand. Måske vil det blive sådan, at vi ikke kan give dette land intakt til vores børn og børnebørn.

Både indvandring og EU truer vores stærke fællesskab og samfund. Indvandrere fra en række kulturer integrerer sig meget dårligt. For sådanne grupper må grænserne lukkes og man ønsker repatriering og udvisning af kriminelle udlændinge. Statsborgerskab skal gives ikke ud fra et kendskab dansk kultur og historie, som hos de konservative, men ud fra assimilation og assimilerbarhed.

Når man ønsker at kæmpe for den danske selvstændighed ift. EU er det ikke mindst netop fordi, at EU, som internationale konventioner mere generelt, truer det stærke kulturelle fællesskab fordi, at dette fællesskab mister kontrol med sine grænser og dermed med sin etniske og kulturelle sammensætning.

Da det gode medborgerskab ligger i selve det stærke danske kulturelle fællesskab, bliver kampen for at sikre dette fællesskab, mod masseindvandring af grupper der ikke antages at kunne assimileres, ikke bare en eksistentiel kamp, men også en kamp for godt medborgerskab, ligesom regler der styrker den enkeltes ansvar, familien og den fælles kultur og kulturarv vil styrke det gode medborgerskab.