Denne artikel handler om hvorfor vi har behov for et samfund. Hvis det er alles kamp mod alle har vi ikke energi til at opbygge et godt samfund, derfor har mennesker igennem tiderne indgået en usynlig social kontrakt med hinanden om at man vil støtte fællesskabet hvis fællesskabet passer på den enkelte.
Mennesker er et sociale. Det er vi fra evolutionens side, da det gør os stærkere og gladere. Denne artikel handler om forskellige former for fællesskaber og hvordan du selv kan være aktiv i et fællesskab. For det er en holdsport at være samfundsborger.
Denne artikel behandler de rettigheder og pligter man som borger har i et samfund. Alle samfund er afhængige af at befolkningen aktivt hjælper til – derfor skal man gøre det (pligter). Men folk gider kun hjælpe til hvis de føler at de får noget ud af det (rettigheder). Balancen mellem rettigheder og pligter skal hele tiden genforhandles i takt med at samfund ændrer sig.
Den vigtigste ret er retten til at høre til i et samfund, sagde filosoffen Hannah Arendt. Denne artikel handler om hvordan det er at leve uden statsborgerskab.
”Statsborgerskab – eller indfødsret, som det også hedder i Danmark –forudsætter en tilknytning mellem borger og stat. Statsborgerskab betyder, at en person har fulde og lige rettigheder i staten. Ud over det retlige aspekt kan et statsborgerskab også have stor følelsesmæssig betydning. Det kan give en følelse af at høre til i en stat, og sikkerhed for, at man har en stat, der vil beskytte en. Det sender også et signal til omgivelserne om, at man hører til i en bestemt stat.” Institut for Menneskerettigheder
Forestil dig at du ikke har nogle rettigheder. Du har ikke et statsborgerskab eller opholdstilladelse og du ønsker ikke at blive lukket inde på asylcenter (eller du er i et land hvor der ikke findes asylcentre), så du har ikke den grundlæggende base. Hvordan vil det føles?
Du kan ikke oprette en bankkonto fordi du ikke har et cpr-nummer og en adresse, og du kan ikke få en lovlig bolig fordi du ikke har en bankkonto (eller cpr-nummer). Af samme grund kan du ikke finde et arbejde og du har ikke ret til økonomisk hjælp fra det land hvor du befinder dig. Så den eneste måde du kan finde penge til at overleve er, groft sagt, prostitution, kriminalitet eller sort arbejde. I de tilfælde har du ikke de rettigheder arbejdstagere normalt har. Du kan fx blive sat til at lave farligt arbejde eller arbejde i 16 timer om dagen, syv dage om ugen til 20 kroner i timen – og måske har du taget et lån af din arbejdsgiver med så høje renter at det du skylder, bare bliver større for hver dag – også selv om du betaler vedkommende halvdelen af din løn. Du bor ulovligt sammen med 10 andre i et lille kælderlokale.
Trist og deprimerende. Men heldigvis er der jo mange gratis alternativer til at få venner og glæde: Klubber, foreninger, events etc. Problemet er bare, at med de arbejdsforhold du har, har du ikke rigtig overskud til at melde dig ind i frivillige foreninger, dyrke sport eller tage ud og finde venner. Så man jo bare håbe på, at man kan holde sig rask og glad.
Bliver du syg har du ikke adgang til normale læger eller sygehuse. Du kan ikke tage en uddannelse og det svært for dig at rejse (da du hverken har penge eller pas). Er folk efter dig eller bliver du bestjålet, kan du ikke gå til politiet. Det lyder ikke særlig rart, vel?
Heldigvis er det ikke dagligdagen for særlig mange i Danmark. Men andre steder i verden er det meget mere normalt, og kigger vi tilbage i historien, var det slet ikke unormalt. Så hvorfor er det ikke sådan for de fleste mennesker i de fleste lande?
Det korte svar er, at mennesker har organiseret sig på måder der skulle sikre dem visse former for rettigheder og tryghed. Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at skulle redegøre detaljeret for hvordan det er sket, men det handler om at folk har støttet op om organisationer som de synes gav dem tryghed. Det kan være kirken, kongen, lokalsamfundet, faglige lav eller fagforeninger og senest velfærdsstaten. Du kan se nærmere gennemgang af den danske velfærdsstats historie og ydelser i kapitel X.
En der kan give os indblik i hvor vigtig basale rettigheder er, er den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt (1906-1975). Hun oplevede på egen krop hvad det vil sige at være statsløs. Hannah Arendt voksede op i den preussiske by Königsberg (vore dages Kaliningrad) i en velhavende, veluddannet og sekulær familie. Hendes farforældre var i sin 1882 flygtet fra Rusland på grund af antisemitisme. Arendt var et klogt og antiautoritært barn, som ikke fandt sig i uretfærdigheder. Det kom blandt andet til udtryk da hun som 15-årig besluttede sig for at boycottede undervisningen af en lærer, efter at han havde kommet med nedladende bemærkninger. Hendes demonstration førte til udvisning af skolen, så som 15-årig flyttede hun i 1922 til hovedstaden Berlin for at læse videre. Hun færdiggjorde sin uddannelse, blev professor i filosofi på Heidelberg universitet og blev gift.
Livet var godt for den unge Arendt…lige indtil Adolf Hitler kom til magten. I 1933 blev hun kortvarigt arresteret af Gestapo, og det blev klart for hende at fordi hun var jøde, havde hun ikke de samme rettigheder som andre tyskere. Så snart hun blev løsladt flygtede hun sammen med sin mor fra Tyskland til Paris – et nyt liv uden rettigheder var begyndt. I Frankrig levede hun i eksil og arbejdede i den periode med at hjælpe mange af de flygtninge som strømmede til Frankrig fra de lande som blev påvirket af Hitlers nazisme. Da Tyskland invaderede Frankrig, blev Arendt sammen med mange andre flygte sendt til fangelejre. Det lykkedes hende i 1941, under store besværligheder, at flygte til USA hvor hun fik statsborgerskab i 1950 og blev boende til sin død i 1975.
Den krig som tvang Arendt til flygte var den største og blodigste krig verden nogensinde har set. I anden verdenskrig døde omkring 80 mio. mennesker – svarende til 3% af jordens befolkning. Af dem var ca. 25 mio. soldater og 55 mio. civile herunder ca. 6 mio. jøder. Ca. 75 mio. mennesker døde direkte af krigen eller af situation afledt af krigen (kamp, sult eller sygdom). Det er et enormt tal, men der er ikke noget nyt i, at folk dør brutale døde i forbindelse med krig.
Til gengæld var det nyt at se hvordan et land, Hitlers Tyskland, systematiserede udryddelsen af et folk. Hitler ville dræbe alle jøder, problemet for ham var, at alle de jøder boede midt iblandt mennesker han ikke ønskede at dræbe. Løsningen for nazisterne var et ekstremt kompliceret system hvor man skulle registrere alle mennesker, finde jøder, sende dem til (til formålet byggede) koncentrationslejre hvor man så effektivt som muligt skulle dræbe dem (gas og afbrænding). Til det skal der bruges en anden type end den klassiske frontlinje-soldat. Her skulle bruges en effektiv og ansvarsfuld embedsmand.
Hannah Arendt brugte resten af sit liv på at undersøge hvordan en sådan katastrofe kunne ske og hvordan man kunne undgå en gentagelse.
I 1961 overværede Arendt rettergangen mod SS-officeren Adolf Eichmann. Eichmann organisatorisk talent og var blevet udpeget af nazi-toppen til at udtænke og gennemføre den endelige løsning – udryddelsen af jøderne. Eichmann flygtede til Argentina hvor han opdaget og bortført til Israel af israelske Mossad-agenten. Hvad Arendt så i under den efterfølgende retsag i Jerusalem, var ikke en sindssyg sadist der spiste små børn til morgenmad. Han så en stille kontormus der aldrig havde stoppet op og spurgt sig selv om det han nu gjorde også, var i orden. Under retsagen sagde Eichmann igen og igen at han blot udførte ordrer – underforstået: han var ikke selv skyldig. Det var ikke en vild ondskab. Den var banal. Noget af det hun fandt ud af var, at ondskab og brutalitet ofte blev begået af middelmådige mennesker der blot forsøgte at gøre deres job så godt som muligt.
Det er den banale ondskab som fascinerede Arendt. Ondskaben man ser når embedsfolk planlægger massemord, eller når man behandler mennesker umenneskeligt fordi de ikke har et pas eller de rigtige papirer. Anden verdenskrigs rædsler med systematiserede massemord, ligegyldighed med menneskerettigheder og enorme mængder flygtninge, gjorde det tydeligt for enhver der gad stoppe op og tænke over det, han rettigheder ikke er noget man kan tage for givet, men noget man skal arbejde for at sikre sig, og man skal sikre sig, at det man arbejder med ikke gør andre ondt.
Hannah Arendt havde konkrete erfaringer med hvad det vil sige at stå uden rettigheder. Og ifølge Arendt ”er statsborgerskab den mest grundlæggende rettighed – for det er rettigheden til at have rettigheder. Hvis denne dyrebare ejendel fjernes, er der blot tilbage en statsløs person, der er vanæret og fornedret i sine landsmænds øjne.”[1]
Med professor, og ekspert i medborgerskab, Per Mouritsens ord:
”For Arendt var borgeren i første omgang
simpelthen det menneske, der var medlem af en stat, og dermed havde ret til
rettigheder, sikkerhed og lovens fulde beskyttelse, til forskel fra
ikke-borgeren i lejren, eller den rettighedsberøvede, måske blot ’tålte’
fremmede. Med disse juridiske og institutionelle elementer var også middel til
noget mere: De var en adkomst til anerkendelse fra andre og en mulighed for at
høre til. Først ved at have en plads i verden, herunder konkrete rettigheder,
kunne man indgå i meningsfulde og forpligtende relationer. Det var ligefrem en
forudsætning for at være og blive set som et individ, der ”bliver bedømt af
andre i forhold til sine handlinger og meninger”.
Opgave 1:
[1] Origins of totalitarism
Denne artikel viser at når samfund bliver større stiger behovet for specialisering. Med en arbejdsdeling kan folk blive dygtige til bestemte opgaver, og lade andre om at udføre de andre. Det er nødvendigt, da den enkelte ikke kan alting selv. En øget specialisering gør samfund meget rigere og i stand til at udføre opgaver der er større og mere komplekse end før. Men med øget specialisering kommer også en øget afhængighed af andre.
Selve tanken om et aktivt og godt medborgerskab er det formentligt få, der er imod. Det gælder også tanken om rettigheder og pligter som grundlaget for medborgerskab. Det er ret indlysende, at alle bør bidrage til et fællesskab, de selv nyder godt af. Men ser vi nærmere på de politiske partier, er det også klart, at der er forskelle både når det gælder, hvad godt medborgerskab nærmere bestemt består i og ikke mindst er der forskelle, når det gælder, hvad der skaber og forhindrer godt medborgerskab.
I denne artikel skal vi se på medborgerskab i partiernes ideologiske samfundssyn og give eksempler på hvad det betyder i den praktiske politik.
Start med at se de korte men interessante video, hvor partierne spørges om rettigheder og pligter, på hjemmesiden til ”Luk samfundet op”.
Læg mærke til at de fremtrædende politikere der giver en kort intro til synet på rettigheder og pligter, stort set alle er enige om, at det ikke er nok, at folk stemmer hvert fjerde år, men også må udvise aktivt medborgerskab. Dernæst er de alle enige om at koble rettigheder og pligter: ret fodrer pligt. De syntes også enige om, at man reelt får rigtigt meget i kraft af sit medlemskab i Danmark: rettighederne er substantielle og omfattende. Så man har pligt til aktivt medborgerskab.
Der er også nuanceforskelle. Pernille Skipper taler i de første 50 sekunder af klippet om den generelle sammenhæng mellem ret og pligt i et samfund som det danske og hvordan demokratiet fodrer aktivt medborgerskab – det er det, alle er enige om. Men hun går herefter videre og bliver kritisk og taler om hvordan vi på forskellige områder – således partistøtte og medielovgivningen – langtfra er perfekte og hun slutter af med at sige, at Enhedslisten gerne så demokratiet – og det aktive medborgerskab kan man slutte – udvides til også at gælde økonomien og gymnasieskolen.
Peter Hummelgaard starter ligeledes med, at det ikke er nok, at folk stemmer hvert fjerde år. Vi må have aktivt medborgerskab. Dernæst fremhæver han, hvordan Socialdemokratiet altid har koblet ret og pligt. Alle må yde, når de har nydt, som de har i den danske velfærdsstat.
Også de borgerlige er helt enige om vores gode samfund og demokrati forudsætter aktivt medborgerskab. Men læg også mærke til at Søren Pind taler om borgerskab frem for medborgerskab (endskønt betydningen i vidt omfang er den samme) og at rettighederne – (således) de gratis uddannelser – er betalt igennem skat. Bemærk at Jarlov inddrager værnepligten og forsvaret for nationen som eksempel på den enkeltes forpligtigelser mod fællesskabet.
Der er altså meget man er enige om, men der er også betydningsfulde forskelle.
Men lad os starte med at se hvad der er enighed om partierne imellem om medborgerskab. Hvori består godt aktivt medborgerskab i ifølge partiernes. Følgende er der bred enighed om:
Der er bred enighed om betydningen af aktiv politisk deltagelse. Man skal stemme, men det er – som det gentages i flere af partiklippene – ikke nok. Et demokrati som det danske forudsætter mere, man skal også sætte sig ind i politik, engagere sig og gerne deltage i det partipolitiske arbejde.
Der er dernæst bred enighed om betydningen af arbejde for godt medborgerskab. Beskæftigelse er for de borgerlige partier og Socialdemokratiet selve betingelsen for, at man kan yde til velfærdsstaten og ikke trækker på det, men beskæftigelse er også et stort gode i sig selv og betingelse for fuld og ligeværdig deltagelse i samfundet og mening. For venstrefløj vil frivillig deltagelse i politik og civilsamfundet, være mindst lige så værdifuldt som lønarbejde, men også her giver den gode medborger af sin tid til fællesskabet. Den gode medborger arbejder lønnet eller frivilligt.
Også deltagelse i foreningslivet og det frivillige arbejde fremhæves af samtlige partier som centralt for det danske demokrati og samfund.
Dernæst fremhæver partierne også, at man skal opføre sig ordentligt overfor sine medborgere. Man skal være en god nabo. Man kan tale om en almindelig selvkontrol, fairness og civilitet.
Dernæst er der også bred enighed – i det mindste for Socialdemokratiet og de borgerlige partier – om at man taler om loyalitet mod Danmark, mod fællesskabet, og om enighed om danske – senmoderne – grundværdier eller ligefrem – for de borgerlige partier – det nationale fællesskab.
Så vidt er der faktisk ganske meget, de fleste er enige om i det lille homogene Danmark. Og sikkert de fleste andre steder på jorden.
Men hvad er det der skaber stærkt og aktivt medborgerskab, i politik, arbejdsliv, civilsamfund, demokratiske værdier og dansk identitet? Hvordan sikre vi bedst godt aktivt medborgerskab? Det er her vi ser de ideologiske forskelle i dansk politik. Godt nok er der bred tilslutning til vidtstrakte individuelle, politiske og sociale rettigheder, men ideologierne viser sig i hvilken retning man vil at samfundet skal udvikle sig.
I de tre følgende afsnit skal vi se på de tre måske væsentligste brudflader i dansk politik, når det gælder synet på det gode medborgerskab og – især – dette gode medborgerskabs betingelser. De spørgsmål man er uenige om kan formuleres således:
Hvis der er en nogenlunde enighed om hvad godt medborgerskab er, altså ideen om aktiv deltagelse i demokratiet, på arbejdsmarked, i foreningsliv kombineret med en identitet, sprogmæssigt, identitetsmæssigt og værdimæssigt som er en del af dette fællesskab, da er det ikke klart, hvordan dette mål bedst realiseret.
Hvor der er bred enighed om, at der er en sammenhæng mellem rettighed og pligter, er der meget stor forskel i hvad man vægter, når det gælder de sociale rettigheder og pligterne i dagens Danmark. De borgerlige og Socialdemokratiet lægger vægt pligterne, de venstreorienterede og Det Radikale Venstre rettighederne. For de borgerlige underminerer for generøse sociale rettigheder individets vilje til at gøre sin pligt, for de venstreorienterede er de sociale rettigheder ikke vidtrækkende nok, til at sikre alle det overskud der betinger det gode medborgerskab, for Socialdemokratiet er balancen mellem ret og pligt den rette og forståelsen for dem der ikke leverer det gode medborgerskab derfor begrænset.
| Borgerlige | Socialdemokratisk | Venstreorienteret | |
| Ret | X | X | |
| Pligt | X | X |
Bagved denne vægtning ligger en forskellig bedømmelse af årsager til dårligt medborgerskab politisk, beskæftigelsesmæssigt, i civilsamfundet, i nabolaget og i værdier og identitet:
Kernen er, at de borgerlige mener, at en for omfattende liste over statsgaranterede sociale rettigheder, simpelthen kan underminere både viljen og disciplinen til at arbejde og dernæst underminere det frie initiativ herunder ikke mindst til frivillige fællesskaber – det er de liberale partiers position – og de ”naturlige fællesskaber”, nationen, familien, kirken – det er de konservative partiers hovedpåstand.
Hvis denne analyse er korrekt, da bør de omfattende sociale rettigheder – hele den universelle velfærdsstats reduktion af individets afhængighed af en markedsindkomst (’decommodification of labor’) eller, alternativt, af familien, af far – rulles tilbage. Kraftigt hos Liberal Alliance og Nye Borgerlige, noget hos de konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.
For Socialdemokratiet er velfærdsstaten som den findes i dag socialdemokratisk og ret perfekt som samfundsmodel. Danmark er verdens bedste land. Det kan ses i socialdemokratiets syn på ret og pligt: Rettighederne er omfattende. Vi har ret til både at deltage på arbejdsmarkedet, i demokratiet, i civilsamfundet, i relation til andre og til at tilegne os dansk identitet og generelle politiske værdier. Men derfor har vi også en pligt til at gøre det. For et sådant samfund giver uendelig meget til den enkelte, men forudsætter at borgerne deltager aktivt. Derfor har den enkelte en pligt til at deltage som god og aktiv medborger for vi nyder alle godt af denne model. Og vi har jo netop muligheden.
Hvis vi ser på årsagerne til dårligt medborgerskab i denne analyse, da skal man både bibeholde de sociale rettigheder som medborger, men også straffe dem der i denne optik snyder ved ikke at være gode medborgere hvor de reelt har muligheden
For partierne til venstre for socialdemokratiet er den danske model ikke helt så perfekt. Det er ikke, som hos de borgerlige, for meget stat der er problemet. Det er omvendt, at vi har for meget marked og for meget af de privatkapitalistiske og ”naturlige fællesskaber”. Derfor skal balance forrykkes. Delvist – SF – eller helt – Enhedslisten.
De sociale rettigheder skal med andre ord udvides. Sker det vil flere og måske alle blive gode medborgere i et socialistisk demokrati. Da vil det aktive og gode medborgerskabet i sandhed blomstre. Vejen dertil er en udvidelse af de demokratiske og økonomiske rettigheder og dermed en gradvis udvidelse af det aktive og gode medborgerskab i fællesskab med andre.
For som det er nu, har ikke alle muligheden. Og derfor har ikke alle i det nuværende samfund samme pligt til godt medborgerskab. Kapitalismen er grundlæggende uforeneligt med et samfund, hvor alle har lige muligheder for at deltage som aktive, gode medborgere.
Som diskuteret ovenfor er der meget stor enighed blandt samtlige partier, om at man bør stemme og være aktiv politisk. Der er også generel tilslutning til demokrati og menneskerettigheder. Det er centralt, at vi slutter op om demokrati og individuelle rettigheder. Godt medborgerskab indbefatter, at vi slutter op om Danmark og danske værdier når det gælder demokrati og individets rettigheder.
Det siger alle partierne. De er alle demokratiske og tilhængere af omfattende individuelle frihedsrettigheder. I det mindste for danske statsborgere!
Den store forskel kan forstås ud fra de borgerlige, de liberale og socialdemokratiets og venstrefløjens kobling mellem den danske nation, det danske nationale fællesskab, på den ene side og godt medborgerskab på den anden.
Det er i forholdet til det traditionelle nationsbegreb som vi kender det fra historien, at forskellen mellem disse tre positioner kan anskues. Engang var det nationale fællesskab defineret ved at kombinere en politisk entitet, med en nation defineret ved etnicitet, sprog, et land, religion, fælles myter og historie og fælles værdier og normer. Patriotisme og godt medborgerskab bliver i forhold til denne etno-nationale enhed.
I dag er racisme ikke særlig udbredt og alle partier vil utvivlsomt acceptere, at man kan blive en god dansk medborger uanset etnisk oprindelse – i det mindste man lever op til hele pakken i en nogenlunde ambitiøs forstand og deltager aktivt i demokratiet, på arbejdsmarkedet, i civilsamfundet, tolerant og i et dansk værdimæssigt fællesskab med sine medborger.
Men den konservative position vil sige, at dette repræsentere særlige vestlige og mere specifikt danske værdier. Som vi kan se, har andre samfund andre værdier, rodfæstet i andre traditioner. Det gælder således muslimske samfund. I denne forstand bliver det bedste værn for disse værdier en opslutning og beskyttelse af det danske nationale fællesskab.
Midtepositionen er mere optaget af de universelle ved de danske værdier end det danske. Både Socialdemokratiet og Venstre vil fremhæve både hvordan det individuelle liv og fællesskaber, frivillige eller offentlige, blomstre i Danmark, men livsudfoldelse og fællesskab er ikke særlige danske værdier, de er universelle. Alle vil vel gå ind for, at den enkeltes liv kan udfoldelse sig rigt og fællesskaberne og fællesskabet kan blomstre?
Men det er altså her, i Danmark, at disse universelle goder bedst realiseres, lyder argumentet hos Socialdemokratiet og Venstre.
Dette påkalder sig både respekt og kærlighed til – i det mindste: anerkendelse af og kendskab til – landet og dets særlige sprog, værdier, historie og traditioner. Men på et universelt grundlag, altså ved henvisningen til at det gode liv og fællesskab realiseres her.
For venstrefløjen realiserer det danske velfærdssamfund nok universelle værdier omkring frihed, lighed og fællesskab bedre end de langt de fleste – alle? – samtidige og historiske samfund. Men der er meget, der ikke er godt og store grupper er reelt uden for medborgerskabet, imens en elite, et mindretal, dominerer politisk, økonomisk, socialt og værdimæssigt.
Hvis individer ikke føler sig som danske, vil der være god grund til det i et samfund, hvor de ekskluderes socialt og økonomisk eller hvor dansk identitet defineres snævert ud af fra dansk historie og kultur.
Hvor venstrefløjen nok kan tale om danske traditioner i faglige og folkelige kampe og om heldige historiske betingelser for udviklingen af en velfærdsstat, vil det danske nationale fællesskab ikke være noget venstrefløjen kan acceptere. Bag dette fællesskab og dets historie ligger en historie om udbytning og undertrykkelse. Og også i dag må denne kritiske bevidsthed forblive intakt i kampen for et bedre, demokratisk og mere inklusivt samfund.
Frihedsrettighederne og det nationale – en oversigt
| Konservativ | liberal og Socialdemokratisk | Venstreorienteret |
| Frihed, demokrati, tolerance mv. er danske værdier, der er rodfæstet i dansk historie og tradition | Frihed, demokrati, tolerance mv. er universelle værdier, der i meget vidt omfang er realiseret i Danmark | Frihed, demokrati, tolerance mv. er universelle værdier, der svækkes hvis de bindes op omkring dansk historie og tradition |
Det er af betydning, at de mest udførlige beskrivelser af hvad godt medborgerskab faktisk består i hos både Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative sker i sammenhæng med integrationskrav til nydanskere. God integration, at være velintegreret, er nogenlunde identisk med godt medborgerskab som defineret ovenfor. Er du i arbejde, aktiv og oplyst i politik, deltager du i civilsamfundet, er du en god nabo og deler du grundlæggende demokratiske værdier og identificerer du dig med Danmark, ja, da er du velintegreret ud fra alle mulige standarder.
Men det halter gevaldigt ift. de borgerlige partier og Socialdemokratiet. Alt for mange indvandrere er ikke integreret. De er ikke fuldt ud medborgere på flere af medborgerskabets parametre.
Så vidt er der faktisk bred enighed. Også Enhedslisten og Alternativet vil tale om integrationsproblemer og udenforskab.
Faktisk er partierne – fløjene – ikke helt enige om disse integrationsproblemers omfang. Partier til venstre vil således fremhæve det flertal af indvandrere fra ikke-vestlige lande der er i arbejde og partier til venstre, i den borgerlige lejer, at det er et meget lille flertal, af efterslæbet og problemerne ift. flertallet af danske statsborgere er stort.
Men uanset integrationsproblemernes mere præcise omfang er der formodentlig en bred erkendelse af, at der er betydelige problemer.
Det er i analysen af deres årsager og i løsningerne, at ideologierne igen ses.
Hvis vi skal analysere hvordan integrationsproblemerne anskues ideologisk, kan man spørge til hvor ansvaret for disse problemer placeres.
Groft sagt fremhæver de borgerlige og – i vidt omfang – Socialdemokratiet de ikke vestlige, primært muslimske, indvandreres ansvar, hvorimod venstrefløjen fremhæver det offentlige og hele det danske normalsamfunds ansvar.
For Socialdemokratiet er argumentet meget klart formuleret af Mette Frederiksen: Det er de unge indvandrer mænds eget ansvar at tage imod velfærdssamfundets tilbud om uddannelse og job. De har rettighederne. Og med dem følger pligterne.
Det nytter ikke, understreger hun, at give samfundet skylden.
Det er jo netop, et enestående godt samfund, som Socialdemokraterne fremhæver renere og oftere end formentligt noget andet parti.
Her er Socialdemokratiet – efter en rejse, også for Mette Frederiksen selv – grundlæggende i overensstemmelse med de borgerlige, når det gælder at placere et ansvar for integrationsproblemerne.
Længere mod venstre i dansk politik, indbefattende de radikale, er analysen anderledes.
Uden nødvendigvis at benægte problemerne vil man fremhæve, både at disse grupper er udsatte og de barrierer de møder fra det eksisterende samfund på deres vej mod integration.
Disse positioner svarer til synet på både velfærd og kulturens betydning vi har set på i de forrige afsnit:
Venstrefløjen har tiltro til, at yderligere sociale og demokratiske rettigheder kan integrere, også dem der i dag er udsatte og sikre alle adgang til fuldt medborgerskab.
Socialdemokratiet vil grundlæggende fremhæve at rettighederne som de allerede er, faktisk giver muligheder for at den enkelte kan blive en god og aktiv medborger. Her er man lydhør over for at stramme kravene for velfærdsmodtagere.
De borgerlige mener, at de sociale rettigheder er gået for langt og allerede i dag mindsker incitamentet til at gøre sig umage, både for de svage ufaglærte men også for arbejdende befolkning. Her nytter det ikke at give indvandrerne flere sociale rettigheder. Tværtimod må ydelserne mindskes.
Også i relation til kulturelle forholds betydning er der store og åbenbare forskelle. For de borgerlige er der store iboende problemer med særligt muslimske indvandrere ligesom de danske værdier er kendetegnet ved frisind, tillid og medborgerskab. Og igen vil Socialdemokrater også diskutere kulturelle værdier. Venstrefløjen vil også tale om problemer med eks. radikal islam, men man vil være mere tilbageholdende med at tale om indvandrernes identitet som et problem og fremhæve samfundets ansvar, et ansvar der ikke alene udmøntes i fælles sociale rettigheder for alle i landet, men også i krav om kulturel anerkendelse af minoritetsgruppers kultur og et dansk værdifællesskab kendetegnet ved universelt definerede værdier, ikke ved noget specielt dansk.
Vi har søgt at opsummere debatten i figuren herunder. Udgangspunktet for den politiske debat om det gode medborgerskab er det eksisterende danske velfærdssamfund. Ideologierne kan opdeles efter om de søger det gode – eller bedre samfund – i det eksisterende (legitimerende), i det samfund der var (reaktionær) eller det samfund der skal komme (progressiv). Når venstrefløjen er progressiv, er det fordi, det gode samfund kræver en yderligere reduktion af markedets indflydelse, når den er regressiv, er det fordi, at meget af den praktiske kamp handler om at rulle velfærdsreformer og stramninger tilbage. Når højre er regressiv er det fordi man skuer mod det Danmark der var før velfærdsstaten for alvor rulledes ud, når den er progressiv, er det fordi den ønsker reformer og forandringer af det bestående.
Den danske model
Med dens rettigheder,
Pligter og forventninger
Progressiv legitimerende Reaktionær
/reaktionær /progressiv
Venstre centrum højre
Mere (social)stat Balance mellem Mindre stat
Mindre marked stat og marked Mere marked
≈ demokratiseret
Det aktivistiske medborgerskab Den aktive medborger (1-5) Suppleres af:
Nationalt medborgerskab
Liberalt medborgerskab
Individuel udfoldelse
(medborgerskabsideal? Måske
Inspireret af US-patriotisme)
Progressiv legitimerende regressiv/
/regressiv progressiv
Ovenfor har vi både set, at der er udbredt enighed om hvad godt aktivt medborgerskab er, herunder en stærk og generel fremhævelse af demokratiske værdier og individets frihedsrettigheder. Selv de partier der er mest skeptiske overfor det bestående, vil også fremhæve at Danmark er et meget godt sted at bo. I det mindste relativt, sammenlignet med reelt eksisterende alternativer. På denne baggrund kan man spørge hvilken forskel partiernes ideologiske grundsyn på stat og individ spiller i praksis.
Forskellene er imidlertid afgørende. Det kan nemlig godt være, at det i praktisk Christiansborg-politik ikke ligefrem er sådan, at man bruger taletiden til at diskutere argumenter for og imod demokratisk socialisme eller en liberalistisk minimalstat, men de ideologiske positioner er indenfor det muliges rammer af stor betydning, for den retning partierne ønsker at bevæge samfundet.
Som det hedder i indledningen til det socialdemokratiske principprogram:
”Værdier er vigtige. Uden dem intet parti. De er fundamentet for alt, hvad vi foretager os, og de er det kompas, der sætter retning for vores politiske virke.”
Det gælder også de andre partier. Hvor Venstre således holder meget af den danske model, vil de alligevel stemme for love der letter skatten på arbejde. Omvendt vil SF og Enhedslisten stemme mod love, der mindsker marginalskat eller overførsler.
Hvis man spørger en socialist fra Enhedslisten eller en liberalist fra Liberal Alliance om de virkelig tror, at deres drømme for et alternativ til det eksisterende kompromis mellem kapitalisme og velfærd vil kunne realiseres og om deres engagement i denne forstand giver nogen endelig mening, da vil de vel sige, at de faktisk gør et arbejde for at bevæge samfundet i den rette retning og derved i det mindste undgår at det går værre. De kæmper som alle andre for deres værdier, under de betingelser de møder.
Uanset eventuelle samfundsomvæltende slutmål – tilfældet hos de ægte og rene konservative, liberalister og socialister konfronteret med en dansk, socialdemokratisk velfærdsstat – da definerer disse slutmål faktisk retningen for partiernes position indenfor det praktiske lovgivningsarbejde i relation til social-, udlændinge- og integrationspolitik. Og meget andet.
Nedenfor finder du en nærmere præsentation af de enkelte partiers forståelse af medborgerskab og de forhold der fremmer og forhindre det gode medborgerskab og den ideologiske baggrund herfor. Du vil også finde en sektion med citater og links til videre læsning.
Holdet deles ind i grupper der hver skal undersøge og præsenterer et parti.
Grupperne søger ud fra artiklen, citater og links om de enkelte partier at identificere partiets opfattelse af 1) medborgerskab, 2) faktorer der forhindrer og fremmer godt medborgerskab og 3) forbindelsen mellem 1) og 2) og partiets ideologi.
Fokuser eventuelt på de sociale rettigheder, det danske fællesskab og indvandring.
Hvad sker der med en gruppe hvis medlemmerne helst selv vil bestemme, men samtidig er afhængige af andre?
Den 11. marts 2020 kl. 20.30 lukkede statsminister Mette Frederiksen (S) Danmark. På live-tv beordrede hun offentligt ansatte der ikke havde essentielle opgaver til at blive hjemme. Større forsamlinger blev forbudt, private virksomheder blev opfordret til at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra så vidt muligt og folk blev opfordret til ikke at benytte offentligt transport. Alt dette skulle gælde i mindst 14 dage. Den 13. marts lukkede hun landets grænser i en måned, så ingen kunne komme ind uden en meget god grund. Militæret blev sat ind som grænsevagter. Sidst noget lignende var set var under spærretiden i 2. verdenskrig.
Var Danmark da i krig i foråret 2020? Nej. I hvert ikke imod en fremmed nation eller gruppe. Danmark var under angreb af corona-virussen Covid-19.
I december 2019 dukkede en ny virus op i den kinesiske by Wuhan. Den gav symptomer som en kraftig influenza. Virussen blev kaldt covid-19, men blev omtalt som corona-virusen.
Få måneder efter havde den spredt sig til hele jorden – muliggjort af en globaliseret verden. Covid-19 er dødelig, men langt de fleste smittede bliver raske. Hvad Mette Frederiksen og hendes regering frygtede var at for mange ville blive syge for hurtigt, og at hospitalsvæsenet ville bryde sammen. Man havde i februar måned set hvordan hospitaler i Kina og Italien (to af de lande der først blev hårdt ramt) blev lagt ned, og at der ikke var kapacitet til at hjælpe alle de som var på hospitalerne af andre grunde.
I marts 2020 havde myndighederne opgivet at inddæmme sygdomme. Nu var der tale om en pandemi der ikke kunne udryddes på kort bane: Man regnede med at op til 600.000 danskere ville blive smittet. Man ville med foranstaltningerne forsinke smitten, så hospitalerne kunne følge med.
På pressemødet den 11. marts bad statsministeren gentagne gange befolkningen om at vise samfundssind: Blive hjemme hvis man følte sig syg, undgå store forsamlinger, ikke hilse med håndtryk, huske god håndhygiejne og kun kontakte ens læge hvis man var meget syg. Alle disse ting havde myndighederne sagt i ugerne op til, men folk havde ikke i tilstrækkelig grad efterlevet dem, så nu var det nødvendigt med statslige indgreb.
På pressemødet bad Mette Frederiksen også folk om ikke at hamstre toiletpapir, rugbrød og andre fødevarer – der var mad nok til alle. En time efter var der enorme køer i landets supermarkeder, folk nægtede at forlade butikker så politiet skulle rykke ud og masser af madvarer blev smidt ud da folk først fyldte deres kurve og så gik fra butikkerne fordi køen var for lang. Af dem som ikke gad at gå ud og handle var der online-butikker som Nemlig.com og Coop – i løbet af kort tid var de lagt ned med over 60.000 mennesker i online kø til at handle. Så selv i velordnede Danmark kan det knibe med borgersindet, når krisen føles nær.
Alle samfund består jo af borgere. Men alligevel så deler man typisk samfundet i tre overordnede grupperinger: Stat, marked og civilsamfundet.
De tre dele hænger naturligvis sammen i praksis, men de har så at sige forskellige formål. Der er den overordnede styringsenhed i samfundet – den enhed der sørger for sikkerhed, infrastruktur og meget andet. Det kalder vi staten. Det er her love og regler bliver vedtaget, udøvet, kontrolleret og sanktioneret (via den lovgivende, udøvende og dømmende magt).
Så er der markedet – det sted hvor fremmede handler med hinanden. Da ingen mennesker kan lave alle de ting de har behov for i deres daglige liv, har de behov for at skaffe sig dem på anden vis. Det gør man ved at opsøge nogle der laver de ting man efterspørger. Når man har fundet varen forhandler man sig frem til en passende pris.
Endelig er der civilsamfundet. Det er her hvor folk oftest befinder sig: i familien, foreningen, blandt naboer og i religiøse fællesskaber. Her hjælper man hinanden – ikke fordi at man tjener penge på det (markedet) eller fordi at loven siger at man skal (staten).
Når en krise rammer et land, som det var tilfælde med de fleste af verdens lande i forbindelse med corona-virussen, er det tydeligt at alle tre arenaer har en rolle at spille. Staten skal skabe rammer for at markedet og borgernes dagligdag kan fungere på kort og langt sigt. Virksomheder og borgere er dem der skal gøre det meste, men de kan ikke koordinere på tværs af områder og grupperinger – det kan staten (og det er derfor man har en stat).
En anden måde at se opdelingen på er de tre gruppers evne til at koordinere større grupper. Privatpersoner kan koordinere deres eget liv, familiens og meget lokale grupper. Bliver grupperne større bliver man nødt til at organisere sig på andre måder. Det kan være igennem virksomheder og organisationer. Skal der koordineres på helt overordnet niveau er det staten der skal træde ind – det kan ingen andre.
I krisetider bliver det tydeligt at alle aktører skal være aktive, men at de kun være det på deres eget niveau og derfor er afhængige af, at de andre niveauer spiller med.
I det følgende skal vi se på hvordan samfundets grundlæggende enhed – borgerene – skal opføre sig. Hvad er de gode borgerdyder?
Ligegyldigt om borgerne er grupperet i virksomheder, familier, foreninger eller offentlige institutioner. Og hvis de mennesker opfører sig ordentligt og tilstræber en passende balance mellem frihed til at søge egne muligheder og ansvar for det fælles bedste, så er vi et meget langt stykke i retning af det gode samfund. Så opfør dig ordentligt!
Desværre er det ikke så simpelt, for der er ikke enighed om 1) hvor meget frihed den enkelte skal have 2) hvor stort ansvar borgeren skal have eller 3) hvad der egentligt er det fælles bedste. Det er med andre ord ikke nemt at sige hvad menes med at opføre sig ordentligt. Hvad er det, sådan helt præcist, jeg skal gøre?
Der findes ikke en detaljeret manual, for hvordan man er den gode borger. Det skyldes det forhold, at det altid er afhængigt af situationen. Hvem det drejer sig om, i hvilken kontekst. Hvor og hvornår det er. Hvad det drejer sig om og hvilke ressourcer personen råder over. Derfor må man nøjes med nogle vejledende principper.
Men det er heldigvis ikke noget problem – det er den måde vi er vant til at gebærde os i samfundet. Alle samfund og grupper har nogle normer og traditioner de følger.
Nogle af disse regler er skrevet ned – som man ser ved lovgivning. Andre er nogle man mere må føle sig frem for at lære. Man lærer det ved at aflæse omgivelsernes reaktioner. Er de glade er man på rette spor, rynker de på næsen er man galt afmarcheret.
Og selv inden for lovgivningen varierer det. Landets vigtigste lov, Grundloven, fylder 8 sider hvor den lovsamling som de danske a-kasser skal administreres efter fylder 23.675 sider.
Normerne fortæller os hvad der er acceptabelt i et samfund, og graden af et individs frihed kommer til udtryk i normerne. I nogle samfund er bestemmer staten meget og i andre er der mange ting som ikke er accepteret – det kan være ligestilling eller seksuelle præferencer. I disse samfund er individet ikke så frie.
Der findes altså ikke noget klart svar på hvor meget frihed den enkelte skal have, det kommer an på det enkelte samfund. Som vi bl.a. behandler i artiklen om naturtilstanden, vil de fleste mennesker gerne have frihed, men hvor meget frihed kan et samfund klare at befolkningen har. Det ændrer sig over tid, nogle gange pludseligt.
I forbindelse med Covid-19-smitten i foråret 2020 hastevedtog Folketinget en lov der bl.a. giver sundhedsmyndighederne mulighed for at tvangsundersøge, tvangsbehandle eller sætte folk i tvangskarantæne, hvis der er mistanke om smitte af Covid-19. Alle folketingets partier stemte for, og loven havde en såkaldt solnedgangsklausul, som betyder at den automatisk forfalder efter et år. Se mere her. I Kina er de gået skridtet videre og her uden en solnedgangsklausul.
Nogle gange er det ikke nok at håbe at folk vil gøre det rigtige. Nogle gange må statsmagten træffe beslutninger. Hvor ofte og i hvilken grad er en diskussion vi som borgere altid skal have.
Hvis et samfund ikke kan klare at alle folk er helt frie, men bliver nødt til at give den enkelte borger et ansvar. Så er det gode spørgsmål hvor stort et ansvar skal den enkelte have. Det bliver grundigere behandlet i artiklen om rettigheder og pligter, men det handler om vi har pligt til at tilsidesætte egne lyster og gøre noget for samfundet.
Hvad man skal gøre afhænger – som så meget andet – om det enkelte samfund. Man kan sige, at dets mindre samfundet er, jo mere praktisk bliver det man skal gøre. Bor man i et lille ø-samfund skal man hjælpe til med mange praktiske ting – der er ligesom ingen andre til at gøre det. Bor man i store samfund med mange millioner mennesker, er det nemmere at nøjes med at skulle opføre sig pænt og overholde landets love.
Overordnet set handler samfundssind og borgerdyd om hvorvidt man kan tilsidesætte egne lyster og behov og i stedet gøre noget for fællesskabet. Det er en balance mellem personlig frihed og samfundsmæssigt ansvar.
Der er en tendens til at tænke borgernes ansvar mere ind i driften af samfundet. Den tidligere britiske premierminister David Cameron kaldte det for Big Society – se videoen nederst på siden. Virksomheder er også begyndt at tænke mere over hvordan de kan være med til at løse samfundsmæssige problemer (og ikke kun tænke på profit). Det kaldes bl.a. på godt dansk for Corporate Sociale Repsonsibility (CSR) – det behandler vi mere i kapitlet om virksomhedernes ansvar.
I den naturtilstand Thomas Hobbes beskrev levede mennesker i en konstant frygt for en pludselig voldsom død. I civiliserede samfund som Danmark er det ikke noget vi tænker på. Hertil fungerer det hele alt for godt og vi stoler på hinanden og på en tryg fremtid. Men som Covid-19 skal der ikke meget til at få den frygt til at blusse op. Pludselig virker andre mennesker farlige (pga. risiko for smitte), økonomien kan bryde sammen og folk miste arbejde, grænser bliver lukkede og handel går i stå. Pludselig virker fremtiden ikke så sikker mere. Det er derfor med god grund at statsministeren husker os på at have samfundssind og opføre os ordentligt.
Man kan sammenligne samfundet og dets borgere med en krop. Hvis kroppen er sund og stærk, hvis organaner og lemmer fungerer, kan man modstå meget pres. Er man ude af træning eller syg bukker man hurtigere under.
Som beskrevet ovenfor med situationen med Covid-19 kan det dog nogle gange være nødvendigt at lovgive for at sikre sig at folk opfører sig ordentligt. Hvor ofte det sker, har noget at gøre med hvor meget magthaverne stoler på befolkningen. Stoler de ikke meget, vil der typisk være mange love – det ser man i diktaturer. Stoler magthaverne (vores repræsentanter) på os, vil der være mere frihed.
I den sammenhæng er det væsentligt om vi som befolkning så at sige gør os fortjent til frihed. Viser vi, at kan opføre os ordentligt?
Men det er, som nævnt lettere, sagt end gjort. Hvordan skal vi som borgere leve – er der nogle værdier som de fleste bør efterleve?
Til alle tider har filosoffer og præster beskæftiget sig med hvilke værdier folk skal leve efter, for at leve det ordenlige liv.
Da Moses som til israelitterne med de 10 bud, var det bud sådanne regler. Den græske filosof Platon mente at hvis alle forsøgte at udvise visdom, mod, selvbeherskelse og retfærdighed (de såkaldte kardinaldyder) ville samfundet være stærkt.
Den amerikanske politiker, borgerretsforkæmoer og opfinder Benjamin Franklin (1706-1790) beskriver i sin selvbiografi 13 dyder han mener, alle bør efterleve.
13 krav som nok virker noget gammeldags og svære leve op til i dag, men som man for nogle hundrede år siden mente ville føre til gode samfundsborgere.
Borgerdyd hænger sammen med moral. Altså diskussioner om hvordan man bør leve. Ifølge den engelske forsker i evolutionær antropologi Oliver Curry er moral noget man finder i alle menneskelige samfund.
Ifølge Den Danske ordbog er moral “en opfattelse af hvilke handle- og tænkemåder der er rigtige eller forkerte, gode eller dårlige, især i henhold til en bestemt persons eller gruppes normsæt“. Er disse normsæt så forskellige fra kultur til kultur?
“Tjaa” siger Oliver Curry – der kan være forskellige normer i forskellige samfund. Altså hvad man spiser, hvordan man hilser på hinanden, med hvem man kan være kærester. an kan sige at moral er normernes fundament, og under alle de forskellige normer er der tilsyneladende nogle moralske værdier der går igen i alle samfund.
Hvorfor? Fordi det gør gruppen stærkere. Ifølge Curry er moral nøglen til samarbejde. Moral kan forklares som en samling biologiske og kulturelle løsninger, mennesket har udviklet for at fremme samarbejde. løse koordineringsproblemer og forhindre sociale konflikter.
De syv bud:
Se et foredrag med Oliver Curry i klippet nederst på siden.
Professor Per Mouritsen kommer i sin store bog om medborgerskab, med en liste af dyder som er nødvendige i et moderne samfund. Udgangspunktet er, siger han, at vi er meget forskellige i moderne samfund. Vi er et virvar af kulturer, religioner og stilarter og vi kommer fra meget forskellige ideologiske og socioøkonomiske baggrunde. Men vi skal blive enige om nogle spilleregler, hvis vi også i fremtiden ønsker at bo i samfund hvor man støtter hinanden, tror på regeringen og ikke hamstrer alt for meget gær. Som han skriver:
”Hvis borgeridealer skal motivere i et pluralistisk samfund [et samfund med mange kulturer og grupper], må de ikke firkantet afspejle bestemte ideologiske positioner, men snarere det forhold, at borgerne er henvist til et fællesskab, hvis fremtid og indretning de ikke er enige om. Derfor bør netop håndtering af pluralisme og konflikt være definerende for borgerdyden. Borgerdyder må endelig være rimelige og realistiske. De må afspejle en balance mellem individualitet og fællesskab.” (Mouritsen, En plads i verden, s. 376-7)
På baggrund af tidligere tiders filosoffer og politiske tænkeres tanker om dyder, kommer med følgende bud. I modsætning til Franklins bud – som fokuserer meget på det private individ – fokuserer Mouritsen på individets i dets kontakt med andre.
Vi vil altså gerne have et samfund, hvor folk opfører sig ordentligt. Vi har fundet ud af at der ikke kan gives en præcis formel, men at der er nogle pejlemærker – nogle dyder som er bedre end andre.
Hvordan får vi så opdraget hinanden til at leve efter disse dyder? Det gør vi hjemme og blandt hinanden. Ved at opdrage vores børn og ved at sanktionere folk alt efter hvordan de opfører sig. Hvis de opfylder vores normer: holder køen, rydder op efter sig selv eller hjælper frivilligt til, kan vi sanktionere dem positivt ved at smile og rose. Hvis de bryder normerne, kan vi rynke på brynene eller påtale det. Det har en stor effekt.
Kort fortalt får individet sine værdier (og dyder) fra de personer man har relationer til. Des tættere relation du har, des mere vil de påvirke dig. Vi er mest påvirkede af vores familie. Men i stigende grad bliver vi formet af vores venner og af andre grupper. Det kan være de nære grupper – grupper som vi mødes fysisk med – i skolen, klubben eller arbejdet. Og det kan være fjerne grupper som idoler eller folk vi følger online.
Da det er familien der er den vigtigste påvirkning af individet, er det interessent at undersøge hvilke værdier der de vigtigste for danskerne i deres opdragelse. På Aalborg universitet er der er gruppe forskere der netop gør det. Hver 9. år udgiver de en stor undersøgelse af danskernes værdier – heriblandt deres opdragelsesværdier. Der har indtil videre være fire undersøgelser; i 1981, 1990, 1999, 2008 og 2017. Forskere spørger en stor gruppe om hvilke fem værdier ud af 11 de mener er de vigtigste i deres opdragelse. Nedenfor kan du se svarene:
Igennem alle årene har det været de samme fem værdier som danskerne har ment var de vigtigste: Tolerance, ansvarsfølelse, selvstændighed, gode manere og at kunne tænke på andre.
Det tyder på, at danskerne opdrager deres børn mere i retning af Mouritsens værdier end Franklins. Er det godt eller skidt?
David Cameron om at få borgere mere med på banen
Om Platon og hvordan borgere bør leve
Oliver Curry om de syv universelle værdier