Borgerdyd – borgerens ansvar

Den 11. marts 2020 kl. 20.30 lukkede statsminister Mette Frederiksen (S) Danmark. På live-tv beordrede hun offentligt ansatte der ikke havde essentielle opgaver til at blive hjemme. Større forsamlinger blev forbudt, private virksomheder blev opfordret til at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra så vidt muligt og folk blev opfordret til ikke at benytte offentligt transport. Alt dette skulle gælde i mindst 14 dage. Den 13. marts lukkede hun landets grænser i en måned, så ingen kunne komme ind uden en meget god grund. Militæret blev sat ind som grænsevagter. Sidst noget lignende var set var under spærretiden i 2. verdenskrig.

Var Danmark da i krig i foråret 2020? Nej. I hvert ikke imod en fremmed nation eller gruppe. Danmark var under angreb af corona-virussen Covid-19.

Hvordan håndterer et samfund kriser?

I december 2019 dukkede en ny virus op i den kinesiske by Wuhan. Den gav symptomer som en kraftig influenza. Virussen blev kaldt covid-19, men blev omtalt som corona-virusen.

Få måneder efter havde den spredt sig til hele jorden – muliggjort af en globaliseret verden. Covid-19 er dødelig, men langt de fleste smittede bliver raske. Hvad Mette Frederiksen og hendes regering frygtede var at for mange ville blive syge for hurtigt, og at hospitalsvæsenet ville bryde sammen. Man havde i februar måned set hvordan hospitaler i Kina og Italien (to af de lande der først blev hårdt ramt) blev lagt ned, og at der ikke var kapacitet til at hjælpe alle de som var på hospitalerne af andre grunde.

I marts 2020 havde myndighederne opgivet at inddæmme sygdomme. Nu var der tale om en pandemi der ikke kunne udryddes på kort bane: Man regnede med at op til 600.000 danskere ville blive smittet. Man ville med foranstaltningerne forsinke smitten, så hospitalerne kunne følge med.

På pressemødet den 11. marts bad statsministeren gentagne gange befolkningen om at vise samfundssind: Blive hjemme hvis man følte sig syg, undgå store forsamlinger, ikke hilse med håndtryk, huske god håndhygiejne og kun kontakte ens læge hvis man var meget syg. Alle disse ting havde myndighederne sagt i ugerne op til, men folk havde ikke i tilstrækkelig grad efterlevet dem, så nu var det nødvendigt med statslige indgreb.

På pressemødet bad Mette Frederiksen også folk om ikke at hamstre toiletpapir, rugbrød og andre fødevarer – der var mad nok til alle. En time efter var der enorme køer i landets supermarkeder, folk nægtede at forlade butikker så politiet skulle rykke ud og masser af madvarer blev smidt ud da folk først fyldte deres kurve og så gik fra butikkerne fordi køen var for lang. Af dem som ikke gad at gå ud og handle var der online-butikker som Nemlig.com og Coop – i løbet af kort tid var de lagt ned med over 60.000 mennesker i online kø til at handle. Så selv i velordnede Danmark kan det knibe med borgersindet, når krisen føles nær.

Et samfunds styrke kan kendes på dets evne til at håndtere kriser

Alle samfund består jo af borgere. Men alligevel så deler man typisk samfundet i tre overordnede grupperinger: Stat, marked og civilsamfundet.

De tre dele hænger naturligvis sammen i praksis, men de har så at sige forskellige formål. Der er den overordnede styringsenhed i samfundet – den enhed der sørger for sikkerhed, infrastruktur og meget andet. Det kalder vi staten. Det er her love og regler bliver vedtaget, udøvet, kontrolleret og sanktioneret (via den lovgivende, udøvende og dømmende magt).

Så er der markedet – det sted hvor fremmede handler med hinanden. Da ingen mennesker kan lave alle de ting de har behov for i deres daglige liv, har de behov for at skaffe sig dem på anden vis. Det gør man ved at opsøge nogle der laver de ting man efterspørger. Når man har fundet varen forhandler man sig frem til en passende pris.

Endelig er der civilsamfundet. Det er her hvor folk oftest befinder sig: i familien, foreningen, blandt naboer og i religiøse fællesskaber. Her hjælper man hinanden – ikke fordi at man tjener penge på det (markedet) eller fordi at loven siger at man skal (staten).

Når en krise rammer et land, som det var tilfælde med de fleste af verdens lande i forbindelse med corona-virussen, er det tydeligt at alle tre arenaer har en rolle at spille. Staten skal skabe rammer for at markedet og borgernes dagligdag kan fungere på kort og langt sigt. Virksomheder og borgere er dem der skal gøre det meste, men de kan ikke koordinere på tværs af områder og grupperinger – det kan staten (og det er derfor man har en stat).

Muligheden for koordinering

En anden måde at se opdelingen på er de tre gruppers evne til at koordinere større grupper. Privatpersoner kan koordinere deres eget liv, familiens og meget lokale grupper. Bliver grupperne større bliver man nødt til at organisere sig på andre måder. Det kan være igennem virksomheder og organisationer. Skal der koordineres på helt overordnet niveau er det staten der skal træde ind – det kan ingen andre.

I krisetider bliver det tydeligt at alle aktører skal være aktive, men at de kun være det på deres eget niveau og derfor er afhængige af, at de andre niveauer spiller med.

I det følgende skal vi se på hvordan samfundets grundlæggende enhed – borgerene – skal opføre sig. Hvad er de gode borgerdyder?

Hvor stort ansvar skal borgere have?

Hvis et samfund ikke kan klare at alle folk er helt frie, men bliver nødt til at give den enkelte borger et ansvar. Så er det gode spørgsmål hvor stort et ansvar skal den enkelte have. Det bliver grundigere behandlet i artiklen om rettigheder og pligter, men det handler om vi har pligt til at tilsidesætte egne lyster og gøre noget for samfundet.

Hvad man skal gøre afhænger – som så meget andet – om det enkelte samfund. Man kan sige, at dets mindre samfundet er, jo mere praktisk bliver det man skal gøre. Bor man i et lille ø-samfund skal man hjælpe til med mange praktiske ting – der er ligesom ingen andre til at gøre det. Bor man i store samfund med mange millioner mennesker, er det nemmere at nøjes med at skulle opføre sig pænt og overholde landets love.

Borgerdyd gør os mere robuste som samfund

I den naturtilstand Thomas Hobbes beskrev levede mennesker i en konstant frygt for en pludselig voldsom død. I civiliserede samfund som Danmark er det ikke noget vi tænker på. Hertil fungerer det hele alt for godt og vi stoler på hinanden og på en tryg fremtid. Men som Covid-19 skal der ikke meget til at få den frygt til at blusse op. Pludselig virker andre mennesker farlige (pga. risiko for smitte), økonomien kan bryde sammen og folk miste arbejde, grænser bliver lukkede og handel går i stå. Pludselig virker fremtiden ikke så sikker mere. Det er derfor med god grund at statsministeren husker os på at have samfundssind og opføre os ordentligt.

Man kan sammenligne samfundet og dets borgere med en krop. Hvis kroppen er sund og stærk, hvis organaner og lemmer fungerer, kan man modstå meget pres. Er man ude af træning eller syg bukker man hurtigere under.

Som beskrevet ovenfor med situationen med Covid-19 kan det dog nogle gange være nødvendigt at lovgive for at sikre sig at folk opfører sig ordentligt. Hvor ofte det sker, har noget at gøre med hvor meget magthaverne stoler på befolkningen. Stoler de ikke meget, vil der typisk være mange love – det ser man i diktaturer. Stoler magthaverne (vores repræsentanter) på os, vil der være mere frihed.

I den sammenhæng er det væsentligt om vi som befolkning så at sige gør os fortjent til frihed. Viser vi, at kan opføre os ordentligt?

Hvordan borgerene kan styrke det fælles bedste

Men det er, som nævnt lettere, sagt end gjort. Hvordan skal vi som borgere leve – er der nogle værdier som de fleste bør efterleve?

Til alle tider har filosoffer og præster beskæftiget sig med hvilke værdier folk skal leve efter, for at leve det ordenlige liv.

Da Moses som til israelitterne med de 10 bud, var det bud sådanne regler. Den græske filosof Platon mente at hvis alle forsøgte at udvise visdom, mod, selvbeherskelse og retfærdighed (de såkaldte kardinaldyder) ville samfundet være stærkt.

Den amerikanske politiker, borgerretsforkæmoer og opfinder Benjamin Franklin (1706-1790) beskriver i sin selvbiografi 13 dyder han mener, alle bør efterleve.

1. Mådehold – Spis kun til mæthed. Drik ikke til du bliver lystig.
2. Stilhed – Tal kun når det kan gavne dig selv eller andre. Undgå al tom snak.
3. Orden – Hver ting på sin plads. Hver ting til sin tid.
4. Beslutsomhed – Lad pligten lede til dine beslutninger; udfør dine beslutninger til punkt og prikke.
5. Sparsommelighed – Sæt dig ikke i nogen udgift, undtagen hvis det gavner andre eller dig selv; dvs. frås ikke med noget.
6. Flid – Spild ikke tiden; hav altid noget nyttigt for; foretag dig ingen unødvendige handlinger.
7. Ærlighed – brug ikke svig; tænk kun rene og sømmelige tanker; og hvis du taler, lad din tale være som dine tanker.
8. Retfærdighed. Gør ikke uret mod nogen, enten ved at gøre ondt eller ved at undlade at gøre det gode, som pligten byder dig.
9. Selvkontrol – Bliv ikke oprevet; Tag ikke anstød af andres fornærmelser – det kunne være berettiget.
10. Renlighed – Tillad ingen urenheder i krop, tøj eller vaner.
11. Indre ro – Lad ikke småting eller dagligdags eller uundgåelige hændelser bringe dig ud af ligevægt.
12. Kyskhed – Søg ikke seksuel tilfredsstillelse, undtagen af hensyn til sundheden og for at få afkom, aldrig så det fører til sløvhed eller til skade for en andens fred eller rygte.
13. Ydmyghed – Lev lige som Jesus eller Sokrates

13 krav som nok virker noget gammeldags og svære leve op til i dag, men som man for nogle hundrede år siden mente ville føre til gode samfundsborgere.

De syv universelle bud

Borgerdyd hænger sammen med moral. Altså diskussioner om hvordan man bør leve. Ifølge den engelske forsker i evolutionær antropologi Oliver Curry er moral noget man finder i alle menneskelige samfund.

Ifølge Den Danske ordbog er moral “en opfattelse af hvilke handle- og tænkemåder der er rigtige eller forkerte, gode eller dårlige, især i henhold til en bestemt persons eller gruppes normsæt“. Er disse normsæt så forskellige fra kultur til kultur?

“Tjaa” siger Oliver Curry – der kan være forskellige normer i forskellige samfund. Altså hvad man spiser, hvordan man hilser på hinanden, med hvem man kan være kærester. an kan sige at moral er normernes fundament, og under alle de forskellige normer er der tilsyneladende nogle moralske værdier der går igen i alle samfund.

Hvorfor? Fordi det gør gruppen stærkere. Ifølge Curry er moral nøglen til samarbejde. Moral kan forklares som en samling biologiske og kulturelle løsninger, mennesket har udviklet for at fremme samarbejde. løse koordineringsproblemer og forhindre sociale konflikter.

De syv bud:

1. Hjælp din familie
2. Hjælp din gruppe
3. Gengæld tjenester
4. Vær modig
5. Respektér overordnede
6. Fordel ressourcer
7. Respektér andres ejendom.

Se et foredrag med Oliver Curry i klippet nederst på siden.

Et moderne bud på borgerdyder

Professor Per Mouritsen kommer i sin store bog om medborgerskab, med en liste af dyder som er nødvendige i et moderne samfund. Udgangspunktet er, siger han, at vi er meget forskellige i moderne samfund. Vi er et virvar af kulturer, religioner og stilarter og vi kommer fra meget forskellige ideologiske og socioøkonomiske baggrunde. Men vi skal blive enige om nogle spilleregler, hvis vi også i fremtiden ønsker at bo i samfund hvor man støtter hinanden, tror på regeringen og ikke hamstrer alt for meget gær. Som han skriver:

”Hvis borgeridealer skal motivere i et pluralistisk samfund [et samfund med mange kulturer og grupper], må de ikke firkantet afspejle bestemte ideologiske positioner, men snarere det forhold, at borgerne er henvist til et fællesskab, hvis fremtid og indretning de ikke er enige om. Derfor bør netop håndtering af pluralisme og konflikt være definerende for borgerdyden. Borgerdyder må endelig være rimelige og realistiske. De må afspejle en balance mellem individualitet og fællesskab.” (Mouritsen, En plads i verden, s. 376-7)

På baggrund af tidligere tiders filosoffer og politiske tænkeres tanker om dyder, kommer med følgende bud. I modsætning til Franklins bud – som fokuserer meget på det private individ – fokuserer Mouritsen på individets i dets kontakt med andre.

• Politisk upartiskhed og åbenhed i forhold til det fælles bedste. Vi skal være villige til at høre andres synspunkt
• Viljen til at indgå kompromis. Politisk solidaritet og accept af ’second best’ løsninger – altså løsninger som måske ikke 100% er ens foretrukne, men som mange kan leve med.
• Mod og engagement. Kæmp for alt hvad du har kært.
• Autoritets- og magtkritik. Bekæmp korruption og hold dine magthavere ansvarlige.
• Moderation og politisk ironi. Husk at det ikke er sikkert at du har 100% ret
• Konstinutionel loyalitet. Respekter de folkevalgte institutioner
• Samfundssind. Gør selv det, du forventer andre skal gøre.

• Tolerance og anerkendelse. Anerkend og respekter andre. Det betyder ikke, at du ikke må kæmpe for dine egne meninger, og at du synes at alt er lige godt eller rigtig. Man skal anerkende andre, men folk skal også gøre sig fortjent til anerkendelse.
• Respekt og civilitet. Opfør dig ordentligt over for andre.
• Retfærdighedssans og kosmopolitisk bevidsthed. Husk løbende at diskutere med dine medborgere hvad der er rigtigt og forkert

Opdragelsesværdier

Vi vil altså gerne have et samfund, hvor folk opfører sig ordentligt. Vi har fundet ud af at der ikke kan gives en præcis formel, men at der er nogle pejlemærker – nogle dyder som er bedre end andre.

Hvordan får vi så opdraget hinanden til at leve efter disse dyder? Det gør vi hjemme og blandt hinanden. Ved at opdrage vores børn og ved at sanktionere folk alt efter hvordan de opfører sig. Hvis de opfylder vores normer: holder køen, rydder op efter sig selv eller hjælper frivilligt til, kan vi sanktionere dem positivt ved at smile og rose. Hvis de bryder normerne, kan vi rynke på brynene eller påtale det. Det har en stor effekt.

Kort fortalt får individet sine værdier (og dyder) fra de personer man har relationer til. Des tættere relation du har, des mere vil de påvirke dig. Vi er mest påvirkede af vores familie. Men i stigende grad bliver vi formet af vores venner og af andre grupper. Det kan være de nære grupper – grupper som vi mødes fysisk med – i skolen, klubben eller arbejdet. Og det kan være fjerne grupper som idoler eller folk vi følger online.

Da det er familien der er den vigtigste påvirkning af individet, er det interessent at undersøge hvilke værdier der de vigtigste for danskerne i deres opdragelse. På Aalborg universitet er der er gruppe forskere der netop gør det. Hver 9. år udgiver de en stor undersøgelse af danskernes værdier – heriblandt deres opdragelsesværdier. Der har indtil videre være fire undersøgelser; i 1981, 1990, 1999, 2008 og 2017. Forskere spørger en stor gruppe om hvilke fem værdier ud af 11 de mener er de vigtigste i deres opdragelse. Nedenfor kan du se svarene:

Igennem alle årene har det været de samme fem værdier som danskerne har ment var de vigtigste: Tolerance, ansvarsfølelse, selvstændighed, gode manere og at kunne tænke på andre.

Det tyder på, at danskerne opdrager deres børn mere i retning af Mouritsens værdier end Franklins. Er det godt eller skidt?