- medborgerskab og samspillet mellem det offentlige og civilsamfundet
”SF er et folkeligt socialistisk parti med afsæt i den demokratiske venstrefløj.” Det er den første sætning i SF’s principprogram. SF’s vision for det gode samfund forudsætter et aktivt medborgerskab demokratisk, i den offentlige sektor, i det civile samfund og i økonomien. Men betingelsen for at dette samfund kan blomstre er en tilbagerulning af privatkapitalismen og en parallel udvidelse både af de individuelle rettigheder og fællesskabets organisationer.
”SF opfatter alle mennesker som ligeværdige. Den enkeltes frie og alsidige udvikling skal være både målet og midlet for hele samfundets udvikling.” Men den nuværende samfundsform gør at ikke alle mennesker har lige mulighed for en fri og alsidig udvikling. Bekæmpelse af ulighed, både økonomisk, i kundskaber og socialt bliver derfor midlet til at livet skal blomstre og udfolde sig frit og demokratisk:
”Stærke fællesskaber giver den enkelte de bedste muligheder for at realisere det liv man ønsker. SF kæmper derfor for en stærk offentlig sektor og et stærkt civilsamfund. Stærke fællesskaber er forudsætningen for en ligelig fordeling af magt og velstand.”
I relation til medborgerskabet for vi på denne baggrund en dobbelt struktur, hvor det realiserede folkesocialistiske samfund forudsætter aktiv og positiv deltagelse på flere dimensioner, men hvor det nuværende samfund forhindrer et sådant aktivt medborgerskab for mange. På denne baggrund står der i SF’s principprogram meget om rettigheder og udvidelsen af rettigheder. Men der står ikke meget om pligter.
SF har som et socialistisk parti et positivt eller i det mindste socialkonstruktivistisk – hvor mennesket formes af samfundet og ikke har en natur – menneskesyn. Hvis vi lever i det nuværende kapitalistiske samfund, vil fællesskaber ikke blomstre, fordi nogle holdes ude og nede, andre omvendt kan dominere fællesskaberne og de sociale værdier i vidt omfang også kommer til at afspejle individualisme, konkurrence og forbrugerisme. Under andre og bedre betingelser derimod, ja, da vil individer og fællesskaber blomstre af sig selv. Fravær af godt aktivt medborgerskab er dermed ikke hovedsageligt den enkeltes ansvar, det er et samfundsskabt problem.
Dermed er SF ikke helt fri for at tale om rettigheder og pligter, men hvor Socialdemokraterne fremhæver balancen mellem rettigheder og pligter eller ligefrem fremhæver pligterne, kommer rettighederne, ikke mindst de sociale, først hos SF.
Her er den passage i principprogrammet, der mest eksplicit omhandler forholdet mellem ret og pligt for SF:
”Den sociale sammenhængskraft handler om, at afstanden mellem mennesker ikke er for stor. Det forudsætter en høj grad af lighed, tillid, tryghed og tolerance. Ingen bør leve i fattigdom og fornedrelse. Samfundet hænger sammen i kraft af sociale og økonomiske rettigheder, og fundamentet for sociale og økonomiske rettigheder er bred tilslutning til disse. Det forudsætter, at enhver borger yder til fællesskabet efter bedste evne i erkendelse af, at denne pligt er grundlaget for at kunne nyde sine rettigheder.”
SF skriver om de traditioner partiet og deres vision bygger på, men det er ikke den nationale kultur, der fremhæves men derimod; ”en decentralistisk og demokratisk socialisme, som er inspireret af en udogmatisk marxistisk samfundsforståelse. Dertil kommer den danske selvforvaltningstradition samt en humanistisk og kulturradikal tradition, der vægter menneskelig frihed, udfoldelse og medmenneskelig ansvarlighed.”
Indvandrere nævnes ikke i principprogrammet, men på listen over partiets kerneværdier (”Det vil vi”), hedder det, i fin forlængelse af principprogrammet, og under overskriften ”Plads til alle, der vil”:
”I SF skelner vi ikke mellem mennesker på baggrund af deres tro eller hudfarve. Men vi stiller krav til alle om at deltage aktivt i samfundet og bidrage til en demokratisk og fredelig udvikling af Danmark. Det er desværre et faktum, at der findes problemer med integrationen i Danmark. Alle har et medansvar for at få integrationen til at lykkes – både dem, der kommer hertil, og dem, der har boet her altid. Integrationen er en fælles opgave.”
Som hos de øvrige venstrefløjspartier og de Radikale er en stærk offentlig sektor et centralt mål, men slutmålet er ikke den nuværende stat, men derimod et demokratiseret samfund hvor løsninger leveres i et samspil mellem det offentlige, frivillige og private aktører.
Men vejen mod dette mål går ikke mindst igennem en fastholdelse og styrkelse af de allerede opnåede velfærdsrettigheder og meget af SF’s praktiske arbejde handler om, at ”de forbedringer, der er skabt gennem faglig kamp og politiske arbejde, [ikke] rulles tilbage”, som det hedder i principprogrammets næstsidste sætning. Dermed kan man med en vis ret sige, at partiets ideologi er progressiv, men praksis legitimerende eller ligefrem regressivt, for den praktiske kamp er i vidt omfang at bevare den eksisterende velfærdsstat og rulle socialpolitiske stramninger tilbage.