Samarbejde betaler sig

Denne artikel viser at når samfund bliver større stiger behovet for specialisering. Med en arbejdsdeling kan folk blive dygtige til bestemte opgaver, og lade andre om at udføre de andre. Det er nødvendigt, da den enkelte ikke kan alting selv. En øget specialisering gør samfund meget rigere og i stand til at udføre opgaver der er større og mere komplekse end før. Men med øget specialisering kommer også en øget afhængighed af andre – vi er tvunget til at stole på at andre udfører deres opgaver og når der er mange mennesker til at udføre en opgave – fx ansatte på en stor fabrik – er det nemmere at udskifte den enkelte. Vi bliver altså på samme tid mere nødvendige og unødvendige i fællesskabet.

Lad os lave et tankeeksperiment: Du er om bord på et skib sammen med 149 andre. Du er i familie med nogle få. Lidt flere kender du en smule, men de fleste har du aldrig mødt før.

Nå, men der sker naturligvis det, at skibet forliser og I bliver skyllet op på en øde ø. Heldigvis skyller der en masse værktøj op sammen med jer. I finder hurtigt ud af, at der ikke er mobildækning og på en eller måde går det op for jer, at der nok vil gå rigtig lang tid før I bliver reddet.

Hvis det var en øde ø

Så en ny hverdag melder sig: I skal nu til at finde ud af hvordan I får mad, laver huse og toiletter. I skal finde ud af hvordan I passer på dem, der ikke kan passe på sig selv, og hvordan I udnytter jeres evner bedst. Skal alle sørge for sig selv, eller kan I dele opgaverne imellem jer? Og hvem bestemmer hvor meget deltagelse er tilstrækkeligt? Og hvordan ville I tage jer af fremmede, hvis de pludselig kom svømmende?

Så hvordan vil I klare jer på den der ø i midten af det store hav? Det vil nok være super svært, men hvis ikke alle hjælper til så meget de kan og hvis I ikke finder ud af at arbejde sammen, vil det helt sikkert gå jer dårligt.

Det giver næsten sig selv derude på øen. Men det er altså det samme i større samfund som Danmark. Din dagligdag fungerer kun, fordi alle de ting du bruger i din hverdag fungerer. Og de fungerer kun, fordi andre sørger for at det sker.

Du kan ikke særlig meget selv

For prøv lige i 2 sekunder at tænke over hvor lidt du egentligt kan selv – den triste erkendelse er, at vi kan lave forbløffende få ting selv. Altså, vi er ret gode til at tage billeder og til at sende dem videre i en redigeret version i Snapchat.

Men i forbindelse med de væsentlige ting, er vi afhængige af hjælp: Dyrker du måske selv jorden? Kan du bygge et hus, sy tøj eller finde rent vand? Kan du forsvare dig imod banditter? Hvad med internet, elektricitet og medicin – hvordan er det nu lige, at man laver det? Heldigvis har vi ikke behov for at kunne lave det selv, så længe andre gør det for os. Men som regel vil folk kun blive ved at levere noget, hvis de føler at de får noget igen.

Hvis samfund skal fungere over tid, kræver det at medlemmerne støtter aktivt op om samfundet. Det vil folk groft sagt gøre, hvis de føler at samfundet leverer tilstrækkeligt gode rammer. Rammerne er sikring af liv, velfærd, ejendom og rettigheder. Anerkendelse som individ samt muligheden for at udleve egne drømme. Hvis individet oplever at deltagelse belønner sig, vil lysten naturligvis blive større. Samfundet – og ikke kun staten – skal skabe sådan et incitament.

Den bedste garanti for at du selv har det godt, er at du lever i et samfund der sikrer dine rettigheder, hjælper dig til at kunne udvikle dig selv og hjælper dig op hvis du falder. Man kan måske ikke være aktiv inden for alle områder, men sørg i det mindste for ikke at være aktiv modarbejdende. Så få hænderne op af lommen og hjælp til. Det kaldes medborgerskab.

Samarbejde betaler sig

Som vi så med eksemplet på den øde ø, så er det afgørende for samfund, at dets borgere er aktive. At de bidrager til at løse de opgaver som bare altid vil være der. I en travl dagligdag hvor ens egne gøremål fylder så meget, kan man nemt glemme, at der i alle samfund altid er et væld af opgaver som skal udføres. Der skal laves veje, bygges hus, produceres mad og tøj. Der skal etableres måder man kan kommunikere på. Der skal passes på børn, syge og raske. Nogle skal lave dette arbejde, men når man er mange, kan man deles om det.

Og det en af de mest afgørende grunde til at det også for den enkelte borger er en fordel at være medlem af en gruppe: Gruppen kan nå mange flere ting end individerne kan hver for sig. Hvorfor er det tilfældet? Det har noget at gøre med specialisering og stordriftsfordele. Den skotske økonom Adam Smith (1723-1790) beskrev det i sit værk Nationernes velstand fra 1776, her beskrev hvordan han besøgte en nålefabrik (du ved de der spidse ting nogle andre end dig bruger til at sy tøj med). Smith fortæller at han besøgte en nålefabrik hvor arbejdet med at producere nåle var delt op i forskellige led, og at hver arbejder kun lavede et led (i stedet for at skulle lave alle leddene selv). Ved at opdele arbejdet på den måde steg produktiviteten 50 gange. De ti arbejdere kunne altså producere 50 gange flere nåle ved at arbejde sammen, end ved at lave dem hver især. På samme måde kan man dele arbejdet i et samfund eller i et hjem. Det tager fx ikke 10 gange længere tid at lave spaghetti med kødsovs til 10 mennesker end til 1 person. Så hvis én står for madlavningen, kan de ni andre laver andre ting.

Specialisering gør folk afhængige af hinanden

Samarbejde gør grupper rigere. Men samarbejde gør også folk mere afhængige af hinanden: Hvis man bliver vant til at andre udfører bestemte opgaver, lærer man dem ikke selv. Men igen: det behøver man heller ikke. Vi deles om arbejdet, og hvis hele tiden finder på nye smarte måder at løse vores opgaver på, vil vores samfund blive stadig rigere. Det ø-samfund som først har hjulet og dampmaskinen klarer sig bedre end de samfund der ikke har det. Og det er på mange måder historien om hvordan verden blev moderne: Verden blev moderne ved at man blev bedre til at dele viden, tænke rationelt, effektivisere og systematisere. Ved at man blev bedre til at udnytte råstoffer og opfinde nye ting. Det var på den baggrund at der blev opfundet maskiner, jernbaner, fabrikker, telefoner og flyvemaskiner.

Historien om det moderne liv er også historien om hvordan menneskelige grupper blev større. Folk flyttede fra små landsbyer til storbyer. Man gik fra at producere noget i lille skala – fx i den lokale smedje – til stor skala på den nye fabrik. Og når noget bliver større – fysisk eller med egenskaber – bliver det næsten også altid mere komplekst: Det er nemmere at holde styr på 2 medarbejdere end på 2.000. Det er nemmere at bygge et fuglehus end et stort moderne supersygehus.

Med øget kompleksitet stiger behovet for at lave underopdelinger af arbejdet. Én mand kan måske nok bygge en bil selv, men produktiviteten stiger hvis man deler det op sådan at nogle står for at lave dæk og andre for at lave motorer. Én person kan ikke bygge et supersygehus – der skal man være flere. For det første er opgaven simpelthen for stor, men det kræver også så mange forskellige kompetencer, at en enkelt person ikke kan lære det hele: Både være tømrer, betonmand, elektriker, maler, ingeniør etc.

Via samarbejde og specialisering kan mennesker skabe større og mere komplekse projekter. Belønningen for det er en enorm stigning i vækst: Vi får mange flere ting og kommer til at leve et meget mere behageligt liv end man gjorde for 300 år siden.

Når samfund bliver komplekse og der kommer en høj grad af arbejdsdeling bliver alle samfundets medlemmer afhængige af hinanden – man taler om en øget interdependens: en stigende gensidig afhængighed – som vi så fra historien med øen.

Nødvendig og unødvendig på samme tid

Men nu bliver det tricky. Samtidig med at vi bliver afhængige af hinanden til at varetage forskellige funktioner, mister vi hver især overblikket og vi bliver hver især mindre nødvendige. Det med overblikket er nemt nok at forstå: Vi kan ikke overskue alle led i processen – kun det vi selv arbejder med. Det kan medføre til det som Karl Marx (1818-1883) kaldte for fremmedgørelse. Vi mister selvstændigheden og bliver til små tandhjul i samfundets maskinrum. Og for at det ikke er slemt nok, så bliver det nemmere i store samfund at udskifte det ene menneskelige tandhjul med et andet.

Vi kan ikke tåle at være ligegyldige

Når det så er sagt, så har mennesket har dog enormt svært ved at leve som en ligegyldig person uden overblik over de rammer hvori hun lever. Eller lyder det som noget for dig?

Den franske sociolog Emilie Durkheim (1858-1917) brugte hele sit liv på at forstå hvad det moderne liv gjorde ved mennesker. Han observerede, at når samfund gik fra at være traditionelle til moderne steg velstanden, men hyppigheden af selvmord steg. Det havde han svært ved at forstå – mennesket havde jo netop fået alle de bekvemmeligheder som man havde sukket efter i 10.000 år. Hvorfor så være utilfreds? Han nåede frem til at det handlede om, at moderne mennesker havde sværere ved at se meningen med det hele og føle sig tilstrækkeligt anerkendt. Det er en problemstilling vi vil behandle grundigere i afsnittet Medborgerskab og individualisme.

Vi mennesker vil følge os anerkendte. Vi ønsker at vi bliver set og passet på. Ifølge den tyske sociolog Axel Honneth er der tre former for anerkendelse som mennesker ønsker: Anerkendelse fra ens familie, fra gruppen og fra staten. Får man ikke anerkendelse alle tre steder fra, vil man søge den til man finder den. Og hvis det ikke er muligt, kan der opstå reaktioner som mismod eller modstand [kan uddybes].

Medborgerskab handler om at sikre folk anerkendelse fra staten og gruppen, lad os se nærmere på dem.