Naturtilstanden – når der ikke er medborgerskab

Naturtilstanden

For 2.5 millioner år siden udvikles den første variant af arten Homo sig, og henover de næste 2 millioner år udvikler arten sig til forskellige menneskearter og spreder sig fra Afrika til Europa og Mellemøsten. For ca. 500.000 år siden udvikler neandertalerne sig og for ca. 200.000 år siden dukker homo sapiens – vores race – op. For 30.000 år siden udslettes den sidste neandertaler og det moderne menneske, homo sapiens, udvikler sig derfra til at blive verdens dominerende art. Det gør vi fordi vi kan organisere os i grupper, kommunikere og viderebringe viden og historier fra generation til generation.

Havde vi ikke kunne det, havde vi aldrig kunne klare os imod langt stærkere og hurtigere dyr på fortidens savanne. Men hvorfor skal nutidige mennesker gruppere sig?

Det er et spørgsmål som mange tænkere har arbejdet med igennem tiderne, men i 1651 udgiver den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) bogen Leviathan, som siden er blevet grundbogen for hvorfor statsdannelse i forskellige former er nødvendig. I bogen beskriver Hobbes en tænkt tid før der var stater. I denne verden var det alles kamp mod
alle. Og i en sådan verden kan man ikke skabe varige ting – for hvorfor lave noget, hvis det bare bliver taget fra dig?

Som han skriver:

“Følgerne af tider med krig, hvor alle er hinandens fjende, gælder derfor også i tider, hvor man lever uden anden sikkerhed end den, som man skaffer sig ved egen kraft og opfindsomhed. Under den slags vilkår er der ingen plads til flid, for frugten af arbejdet er tvivlsom; dermed ingen dyrkning af jorden, ingen sejlads eller anvendelse af goder, der fremskaffes over havet, ingen egnede bygninger, ingen midler til at flytte rundt på eller fjerne ting, der kræver megen kraft, ingen viden om jordens overflade, ingen redegørelse for tid, ingen kunst, ingen breve, ingen omgang med andre. Og det værste af alt: en stadig frygt og fare for voldsom død. Og menneskets liv: ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort.”
Leviathan XIII,9

Hobbes kalder denne kaotiske situation for naturtilstanden. Her kan man ikke tale om retfærdighed og uretfærdighed, og alle har i princippet lige meget ret til alt. Denne situation er hård og brutal og mennesket vil gøre meget for at undgå den tilstand. Det er bedre at give afkald på noget frihed i bytte for sikkerhed. En måde at gøre det på, er ved at give magt til en suveræn – en overordnet leder.

På samme måde som det er svært at tale om retfærdigt og uretfærdigt, mener Hobbes heller ikke at man kan tale om et absolut gode.

Godt og ondt er grundlæggende menneskers lyster – lysten til at nærme sig eller fjerne sig fra en bestemt situation. Det vi ønsker at fjerne os fra, er ondt. Des mere vi ønsker afstand, des større ondskab.

Hobbes mente dog, at der var et absolut onde: Det var frygten for en voldelig død.
Dette er ens for alle mennesker.

Der kan på den anden side ikke være et absolut gode, for mennesker ønsker forskellige ting. De ønsker at nærme sig forskellige mål. Der kan opstå konflikter imellem disse lyster, og det er på mange måder summen af alle disse allestedsnærværende konflikter, store som små, der afgør hvor harmonisk et samfund er. Des mere folk kan blive enige om nogle fælles mål, des mindre konflikt. Det er derfor at grupper er stærke – man bruger ikke tid på at bekæmpe hinanden. Står man uden for gruppen, er det alles kamp mod alle.

Det skyldes at mennesket har en drift henimod det gode – henimod hvad den enkelte mener er attraktivt. Man vil konstant forsøge at komme nærmere – også selv om
det kræver kamp og ofre. Eller det modsatte man beskytter sig mod det onde – imod nogle som vil fjerne dig fra det gode. Har du set Walking Dead ved du hvad det handler om.

Menneskelige behov

Men hvad har vi egentligt behov for? Mad? Ja, men økologisk? Tøj? Ja, men smart modetøj? Samvær? Ja, men Instagram?

Maslow behovspyramide

I 1943 udgav det videnskabelige magasin Psycological Review artiklen A Theory of Human Motivation af psykologen Abraham Maslow. Her argumenterer Maslow for, at mennesker har fem grundlæggende behov:

1. Fysiske behov – behov for luft, varme, mad og drikke
2. Tryghedsbehov – behov for at føle sig sikker
3. Sociale behov – behov for at være sammen med andre
4. Behov for anerkendelse – behov for at de andre anerkender os
5. Behov for selvrealisering – behov for personlig udvikling.

Der er en rangorden i behovene, siger Maslow. Vi er tvunget til at overleve, før vi fokusere på andre ting. Behovene blev opstillet som en pyramide med de vigtigste behov nederst. Den illustrerer på en simpel måde hvad der driver mennesker: Nemlig en motivation til få dækket så mange behov som mulig.

Er vi på randen af overlevelse, tænker vi ikke på status og nye udfordringer. Selv sikkerhed og venskaber træder i baggrunden – vi vil bare overleve. Når mad og ilt er nogenlunde sikret, kan man fokusere på tryghed. Senere sociale- og egobehov. Til sidst fokuserer man på selvrealisering.

Maslows pointe er, at mennesket kun fokuserer på det stadie man er på for tiden. Som Maslow skriver, vil det aktuelle behov monopolisere bevidstheden. Er vi ved at dø af sult tænker vi ikke på andet. Er alle andre behov stillet, og vi befinder os på trinnene for anerkendelse og selvrealisering, vil det fylde det hele: De væsentligste problemer for os er vores
instagram-likes. Så kan velmenende mennesker komme nok så mange gange og fortælle os, at folk dør af sult rundt omkring i verden – det føles bare ikke særligt vigtigt for os. Det er ikke specielt kønt, men det er sådan den menneskelige psyke er skruet sammen.

Sker der pludselig noget der truer de underliggende niveauer: Bliver vi fyret af chefen eller kæresten eller sker der voldsomme ting som naturkatastrofer eller krig og terror omkring os, så vil vi automatisk fokusere på disse behov – pludselig bliver instagram ikke vigtigt længere.

Og så er vi tilbage ved starten af kapitlet:
Vi kan konstatere at mennesker har behov for sikkerhed og tilhørsforhold. Spørgsmålet er hvem der skal levere det

Den sociale kontrakt

Så når vi ikke kan klare os alene, gør vi klogt i at gå sammen i grupper. Og det er jo præcist det vi har gjort. Det er ligefrem det samfund betyder:

Det engelske ord for samfund – society – kommer af det latinske societatem som betyder fællesskab, forening, alliance, union eller gruppe. Societatem kommer af socius som betyder allieret eller ledsager.

Men hvordan fungerer det i praksis med tilslutningen til gruppen? I modsætning til folkekirken, som man bliver indmeldt i ved dåb, men som man kan melde sig ud af igen, eller fodboldklubben som man kan blive medlem af, så er samfundet jo ikke noget man sådan melder sig ind i – altså formelt med blanketter og kontingenter.
Statsborgerskabet er noget af det tætteste vi kommer (mere om det i en senere afsnit), men der jo mange mennesker der er en del af samfundet, uden at de har statsborgerskab.

Thomas Hobbes’ Leviathan er en af de første bøge der eksplicit behandler den mærkelige ting, at individer frivilligt afgiver noget frihed og selvstændighed. Hvorfor er det egentligt at vi følger lovene?

Tidligere gjorde borgerne det primært på grund af frygt. Man frygtede guds eller kongens straf, og det kongen altid var indsat af Gud (det sagde han), så ville et oprør mod kongen være et oprør mod gud – og det er en kamp man ikke kan vinde.

Men som verden blev mere oplyst og videnskaben fyldte mere – noget som tog fart under oplysningstiden – blev folk mindre religiøse. Derfor kunne herskerne ikke på samme måde sige, at folket skulle gør hvad han sagde, fordi gud ville det på den måde. Forestil dig at statsministeren siger, at du skal gøre alt hvad hun siger, fordi hun er guds repræsentant på jorden. Den ville du ikke købe, vel?

Men hvorfor bliver folk så ofte ved med at respektere landets love og deres ledere?

Det gør vi fordi det kan betale sig.

Men det er jo heller ikke altid at folket er lydige. I forlængelse af oplysningstiden kom de første store borgerdrevne oprør – oprør hvor borgerne krævede at få selvbestemmelse (i modsætning til tidligere tiders krige mellem to grupper/lande). Det moderne demokrati blev på mange måder skudt i gang af først den amerikanske revolution (1765-1783) og den
franske revolution (1789).

En af de tænkere som havde stor indflydelse på de revolutionære bagmænd var den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I 1762 udgiver han bogen Samfundspagten hvor han undersøger hvordan man skabe en legitim og sikker regel for opbygningen af staten, når han tænker på ”menneskene som de er og lovene som de kunne være.” Sagt med andre ord: Hvordan kan man lave en stat der er accepteret af befolkningen, men som ikke henter sin legitimitet fra Gud?

Det skal man gøre, siger Rousseau, så længe staten passer ordentligt på sin befolkning og samtidig sikrer den størst mulige frihed for den enkelte. For det er netop friheden man giver afkald på. Den måde staten gør det på, er ved at give folk rettigheder – til at starte med de basale frihedsrettigheder (mere om dem senere).

Det Rousseau siger, er ganske enkelt, at idet man forlader naturtilstanden, hvor der hersker en naturlig frihed, og man derfor har sine rettigheder, bare fordi man er menneske, så får man i samfundstilstanden sin frihed og sine rettigheder i kraft af at være borger.[1]

For hvem har egentligt ret til at bestemme? Er det faderen (fordi han er far) eller den stærke (fordi han er stærk)? Det har den leder der er accepteret af folket – det man senere besluttede ved folkeafstemninger.

Den uskrevne aftale der blev indgået mellem borgerne og staten kaldte Rousseau for den sociale kontrakt. Grundtanken i kontraktteorien er, at landets love og politiske systemer ikke er naturgivne, men menneskeskabte. Den sociale kontrakt og det politiske system den konkret medfører er midler til at nå målsætningen om at skabe en situation hvor
individer kan leve frit sammen uden at frygte hinanden.

Kontrakten oplever kun legitimitet hvis folk oplever at samfundet / det offentlige opfylder deres del af aftalen. Individet skal kun adlyde en stat, hvis staten reelt skaber gode rammer.

Hvis ikke har man en legitim ret til at gøre modstand. Hvor meget man skal finde sig i, er afhængigt af øjnene der ser.

Velkommen til de grundlæggende ideologiske diskussioner.