Liberal Alliances principprogram er en så kort affære, at det dårligt kan yde liberalismens ideer retfærdighed, endsige give et bud på hvad medborgerskab er for en liberalist, hvis det da overhovedet er noget.
Men heri ligger måske også en pointe, der har at gøre med den velfærdsstatskontekst liberalismen konfronterer i Danmark.
Hvis du er af den opfattelse, at der virkeligt er gode grunde, både velstandsmæssige og moralske, til at pengene ligger bedst i borgerens lomme, så alle selv kan sammensætte deres valg og præferencer frit, ja, da er du med dagens Danmark ret langt fra en situation, hvor der er nogen grund til at diskutere detaljer om medborgerskab i et liberalt samfund. Det afgørende er snarere at bevæge Danmark i en mere markedsorienteret og mindre statslig retning.
Principprogrammet taler om frihed. Der skal være plads til udfoldelse. Man går imod lighedsmageri og smålighed. Individets rum og ansvar må udvides.
Man har ansvar for sig selv. Det er kontrakten: Du får størst tænkelige muligheder, men du har også selv ansvaret for din egen succes. Her skyder godt medborgerskab sig faktisk ind, sammen med de individuelle og demokratiske rettigheder alle partierne er enige om. Som det hedder i partiets 3. princip:
”Vi ønsker mindre stat og mere privat. En begrænset statsmagt, lav skat, en robust grundlov, uafhængige domstole og klare individuelle rettigheder er en forudsætning for et frit samfund. Vi tror på medborgerskab, hvor respekten for menneskenes ligeværd og de demokratiske spilleregler er grundlaget for samfundets organisering.”
Det 4. af partiets 5 principper taler, som de øvrige borgerlige partier, om frihed og ansvar – også ansvaret for dem der ikke kan klare sig selv.
”Vi tror på frihed under ansvar. Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig. Det fri samfund skaber stor velstand, og derfor vil samfundet også være i stand til at tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv.”
Men hvad med medborgerskabet som diskuteret hos de øvrige partier, altså aktiv deltagelse politisk, på arbejdsmarkedet, i civilsamfundet, civilitet og forholdet til fællesskabet og de demokratiske og (for nogen) danske værdier?
Det er faktisk svært at finde sådanne diskussioner på partiets hjemmeside. Som vi har set, fremhæver LA på linje med de øvrige partier ligeværd og demokrati. Det er også ret klart, at LA meget gerne inddrager civilsamfundet og tror på frivillige foreninger og initiativer. Om dansk kultur og historie står der intet. Det er bemærkelsesværdigt ift. de øvrige borgerlige partier og Socialdemokratiet der alle har den nationale dimension med (Venstre og SD) eller som dominerende tema (de konservative og nationale partier). Her er LA faktisk på linje med venstrefløjen. Det er faktisk heller ikke helt klart, at LA, som SD, vil stå og prædike, at forventningen er at alle skal arbejde. LA vil fremhæve, at der skal være en gevinst ved at arbejde og at de sociale ydelser og skatterne begge skal sænkes dramatisk, LA vil også være sikre på at det faktisk vil øge den samlede velstand og det samlede arbejdsudbud. Men hvis individer vælger ikke at arbejde, således for at være hjemmegående husmødre, eller kun vil arbejde lidt eller for en lav løn, måske en kunstner, så fint. Også de vil kunne glæde sig over lave skatter og priser.
Også for LA har fællesskabet pligter mod de svageste. Som vi har set, vil der rigeligt være råd til at hjælpe dem der ikke kan klare sig selv i et liberalt samfund. Og LA taler også – som de øvrige borgerlige partier – om et første universelt sundheds- og uddannelsessystem (om end gerne i en effektiviseret, privatiseret eller udliceret, voucher-like udgave).
LA har til gengæld ikke meget at sige om den enkeltes pligter mod fællesskabet. Som Enhedslisten køber LA ikke ind på Socialdemokratiets og beslægtedes ret og pligt-retorik. Ligesom for Enhedslistens er der utvivlsomt mange LA’ere, der praktiserer og tror på at man som god medborger skal gøre sine pligt overfor fællesskabet, men begge steder er man mistroisk overfor den socialdemokratiske ret og pligt-retorik.
For liberalisterne i LA kræver velfærdsstaten allerede alt for meget af den enkelte, samtidig med at den lægger hindringer for frihed og virkelyst. De vil heller ikke købe ind på den socialdemokratiske påstand om at vi alle skylder velfærdsstaten så frygtelig meget. Javist, benytter alle sig af velfærdsstatens services og ydelser herhjemme og man skal selvfølgelig følge lovene, men friere alternativer ville være bedre.
Ønsket hos LA er frihed og ansvar, ikke ret og pligt.