Et liv uden rettigheder

Indhold

Den vigtigste ret er retten til at høre til i et samfund, sagde filosoffen Hannah Arendt. Denne artikel handler om hvordan det er at leve uden statsborgerskab.

Et liv uden rettigheder sucks

”Statsborgerskab – eller indfødsret, som det også hedder i Danmark –forudsætter en tilknytning mellem borger og stat. Statsborgerskab betyder, at en person har fulde og lige rettigheder i staten. Ud over det retlige aspekt kan et statsborgerskab også have stor følelsesmæssig betydning. Det kan give en følelse af at høre til i en stat, og sikkerhed for, at man har en stat, der vil beskytte en. Det sender også et signal til omgivelserne om, at man hører til i en bestemt stat.” Institut for Menneskerettigheder

Forestil dig at du ikke har nogle rettigheder. Du har ikke et statsborgerskab eller opholdstilladelse og du ønsker ikke at blive lukket inde på asylcenter (eller du er i et land hvor der ikke findes asylcentre), så du har ikke den grundlæggende base. Hvordan vil det føles?

Du kan ikke oprette en bankkonto fordi du ikke har et cpr-nummer og en adresse, og du kan ikke få en lovlig bolig fordi du ikke har en bankkonto (eller cpr-nummer). Af samme grund kan du ikke finde et arbejde og du har ikke ret til økonomisk hjælp fra det land hvor du befinder dig. Så den eneste måde du kan finde penge til at overleve er, groft sagt, prostitution, kriminalitet eller sort arbejde. I de tilfælde har du ikke de rettigheder arbejdstagere normalt har. Du kan fx blive sat til at lave farligt arbejde eller arbejde i 16 timer om dagen, syv dage om ugen til 20 kroner i timen – og måske har du taget et lån af din arbejdsgiver med så høje renter at det du skylder, bare bliver større for hver dag – også selv om du betaler vedkommende halvdelen af din løn. Du bor ulovligt sammen med 10 andre i et lille kælderlokale.

Trist og deprimerende. Men heldigvis er der jo mange gratis alternativer til at få venner og glæde: Klubber, foreninger, events etc. Problemet er bare, at med de arbejdsforhold du har, har du ikke rigtig overskud til at melde dig ind i frivillige foreninger, dyrke sport eller tage ud og finde venner. Så man jo bare håbe på, at man kan holde sig rask og glad.

Bliver du syg har du ikke adgang til normale læger eller sygehuse. Du kan ikke tage en uddannelse og det svært for dig at rejse (da du hverken har penge eller pas). Er folk efter dig eller bliver du bestjålet, kan du ikke gå til politiet. Det lyder ikke særlig rart, vel?

Heldigvis er det ikke dagligdagen for særlig mange i Danmark. Men andre steder i verden er det meget mere normalt, og kigger vi tilbage i historien, var det slet ikke unormalt. Så hvorfor er det ikke sådan for de fleste mennesker i de fleste lande?

Det korte svar er, at mennesker har organiseret sig på måder der skulle sikre dem visse former for rettigheder og tryghed. Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at skulle redegøre detaljeret for hvordan det er sket, men det handler om at folk har støttet op om organisationer som de synes gav dem tryghed. Det kan være kirken, kongen, lokalsamfundet, faglige lav eller fagforeninger og senest velfærdsstaten. Du kan se nærmere gennemgang af den danske velfærdsstats historie og ydelser i kapitel X.

Vi har behov for et tilhørsforhold – om Hannah Arendt

En der kan give os indblik i hvor vigtig basale rettigheder er, er den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt (1906-1975). Hun oplevede på egen krop hvad det vil sige at være statsløs. Hannah Arendt voksede op i den preussiske by Königsberg (vore dages Kaliningrad) i en velhavende, veluddannet og sekulær familie. Hendes farforældre var i sin 1882 flygtet fra Rusland på grund af antisemitisme. Arendt var et klogt og antiautoritært barn, som ikke fandt sig i uretfærdigheder. Det kom blandt andet til udtryk da hun som 15-årig besluttede sig for at boycottede undervisningen af en lærer, efter at han havde kommet med nedladende bemærkninger. Hendes demonstration førte til udvisning af skolen, så som 15-årig flyttede hun i 1922 til hovedstaden Berlin for at læse videre. Hun færdiggjorde sin uddannelse, blev professor i filosofi på Heidelberg universitet og blev gift.

Livet var godt for den unge Arendt…lige indtil Adolf Hitler kom til magten. I 1933 blev hun kortvarigt arresteret af Gestapo, og det blev klart for hende at fordi hun var jøde, havde hun ikke de samme rettigheder som andre tyskere. Så snart hun blev løsladt flygtede hun sammen med sin mor fra Tyskland til Paris – et nyt liv uden rettigheder var begyndt. I Frankrig levede hun i eksil og arbejdede i den periode med at hjælpe mange af de flygtninge som strømmede til Frankrig fra de lande som blev påvirket af Hitlers nazisme. Da Tyskland invaderede Frankrig, blev Arendt sammen med mange andre flygte sendt til fangelejre. Det lykkedes hende i 1941, under store besværligheder, at flygte til USA hvor hun fik statsborgerskab i 1950 og blev boende til sin død i 1975.

Den moderne krig

Den krig som tvang Arendt til flygte var den største og blodigste krig verden nogensinde har set. I anden verdenskrig døde omkring 80 mio. mennesker – svarende til 3% af jordens befolkning. Af dem var ca. 25 mio. soldater og 55 mio. civile herunder ca. 6 mio. jøder. Ca. 75 mio. mennesker døde direkte af krigen eller af situation afledt af krigen (kamp, sult eller sygdom). Det er et enormt tal, men der er ikke noget nyt i, at folk dør brutale døde i forbindelse med krig.

Til gengæld var det nyt at se hvordan et land, Hitlers Tyskland, systematiserede udryddelsen af et folk. Hitler ville dræbe alle jøder, problemet for ham var, at alle de jøder boede midt iblandt mennesker han ikke ønskede at dræbe. Løsningen for nazisterne var et ekstremt kompliceret system hvor man skulle registrere alle mennesker, finde jøder, sende dem til (til formålet byggede) koncentrationslejre hvor man så effektivt som muligt skulle dræbe dem (gas og afbrænding). Til det skal der bruges en anden type end den klassiske frontlinje-soldat. Her skulle bruges en effektiv og ansvarsfuld embedsmand.

Hannah Arendt brugte resten af sit liv på at undersøge hvordan en sådan katastrofe kunne ske og hvordan man kunne undgå en gentagelse.

I 1961 overværede Arendt rettergangen mod SS-officeren Adolf Eichmann. Eichmann organisatorisk talent og var blevet udpeget af nazi-toppen til at udtænke og gennemføre den endelige løsning – udryddelsen af jøderne. Eichmann flygtede til Argentina hvor han opdaget og bortført til Israel af israelske Mossad-agenten. Hvad Arendt så i under den efterfølgende retsag i Jerusalem, var ikke en sindssyg sadist der spiste små børn til morgenmad. Han så en stille kontormus der aldrig havde stoppet op og spurgt sig selv om det han nu gjorde også, var i orden. Under retsagen sagde Eichmann igen og igen at han blot udførte ordrer – underforstået: han var ikke selv skyldig. Det var ikke en vild ondskab. Den var banal. Noget af det hun fandt ud af var, at ondskab og brutalitet ofte blev begået af middelmådige mennesker der blot forsøgte at gøre deres job så godt som muligt.

Det er den banale ondskab som fascinerede Arendt. Ondskaben man ser når embedsfolk planlægger massemord, eller når man behandler mennesker umenneskeligt fordi de ikke har et pas eller de rigtige papirer. Anden verdenskrigs rædsler med systematiserede massemord, ligegyldighed med menneskerettigheder og enorme mængder flygtninge, gjorde det tydeligt for enhver der gad stoppe op og tænke over det, han rettigheder ikke er noget man kan tage for givet, men noget man skal arbejde for at sikre sig, og man skal sikre sig, at det man arbejder med ikke gør andre ondt.

Hannah Arendt havde konkrete erfaringer med hvad det vil sige at stå uden rettigheder. Og ifølge Arendt ”er statsborgerskab den mest grundlæggende rettighed – for det er rettigheden til at have rettigheder. Hvis denne dyrebare ejendel fjernes, er der blot tilbage en statsløs person, der er vanæret og fornedret i sine landsmænds øjne.”[1]

Med professor, og ekspert i medborgerskab, Per Mouritsens ord:

”For Arendt var borgeren i første omgang simpelthen det menneske, der var medlem af en stat, og dermed havde ret til rettigheder, sikkerhed og lovens fulde beskyttelse, til forskel fra ikke-borgeren i lejren, eller den rettighedsberøvede, måske blot ’tålte’ fremmede. Med disse juridiske og institutionelle elementer var også middel til noget mere: De var en adkomst til anerkendelse fra andre og en mulighed for at høre til. Først ved at have en plads i verden, herunder konkrete rettigheder, kunne man indgå i meningsfulde og forpligtende relationer. Det var ligefrem en forudsætning for at være og blive set som et individ, der ”bliver bedømt af andre i forhold til sine handlinger og meninger”.