- det aktivistiske medborgerskab
Enhedslisten er et socialistisk parti og i relation til medborgerskab minder de om SF: det ideelle samfund forudsætter aktivt medborgerskab på alle niveauer, men vi kan ikke kræve et sådant medborgerskab af alle i dag, da folk holdes ude og nede af de kapitalistiske strukturer i det nuværende samfund. Vejen til godt medborgerskab er dermed socialistisk, både som middel, vejen dertil, og som endemål. Medborgerskabet blomstrer ikke i det nuværende samfund, men i det ideelle vil det blomstre.
Men enhedslisten er mere rendyrkede i deres socialisme end SF og principprogrammet bærer præg deraf.
Principprogrammet indledes:
”Verden kan forandres. Undertrykkelse og sult behøver ikke eksistere på vores jord. Arbejdsløshed og boligmangel kan vi gøre noget ved. Vores samfund er skabt af mennesker, og derfor kan mennesker også forandre det.”
”Det er sammen med andre mennesker, at vi hele tiden udvikler os.”
Hvis det er sådan, at vi igennem samarbejde med andre mennesker, at vi udvikler os positivt og i fællesskab udvikler et positivt samfund, hvorfor er alle da ikke med på det? Hvem er imod et godt og positivt samfund?
Svaret lyder; ”Men ikke alle har villet fremskridtet. Der er en grundlæggende modsætning mellem de mennesker, økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på andre mennesker og på at udnytte vores naturressourcer, og så på alle os, der får løn for vores arbejde, og som har gavn af fælles løsninger på vores problemer.”
Kapitalismen har nok øget forbrugsmulighederne for flertallet. Men den forhindrer frihed for den enkelte, den forhindrer ægte demokrati og er uforenelig med økologisk balance.
Når man læser Enhedslistens principprograms udførlige beskrivelse af hvordan kapitalismen begrænser den individuelle og kollektive frihed, kan man spørge om den omfattende velfærdsstat slet ikke har haft nogen virkning på de sociale og politiske vilkår herhjemme. Det har den imidlertid:
”Det danske kapitalistiske samfund … ændrer ikke ved, at de folkelige bevægelsers sejre, herunder opbygning af kollektiv og offentlig velfærd, har udvidet demokratiet. Gennem udviklingen af sundhedsvæsenet, den sociale sektor og ældreplejen er der skabt en tryghed, som sammen med det store uddannelsesløft i de seneste 100 år har givet det enkelte menneske mere frihed og bedre mulighed for i højere grad at blande sig i udviklingen af samfundet.”
Det er igennem disse sejre, at det store flertal har fået overskud til at deltage aktivt i samfundet. ”Tryghed er nødvendig, hvis man skal have reel mulighed for at kunne blande sig i, hvordan samfundet er skruet sammen.” Velfærdsstaten ændrer derved styrkeforholdet mellem kapitalister og almindelige mennesker i sidstnævntes favør. Derved bliver velfærdsstaten både et mål i sig selv, men også et middel til at udvikle Danmark i en demokratisk socialistisk retning.
Men velfærden er i dag under massivt pres:
”Under dække af den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle de folkelige bevægelsers sejre tilbage. De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere har søgt kompromisser med arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen, står stærkere og ønsker nu at omfordele samfundets midler til virksomhedsejerne gennem skattelettelser, løntilbageholdenhed og forringelser af solidariske løsninger. Samtidig ønsker man – og har held til – at skabe usikkerhed og frygt for arbejdsløshed for at holde krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold nede.”
Hvor Enhedslisten således ser frem mod det socialistiske samfund, kommer meget af kampen i dag til at bevare den eksisterende velfærd og rulle de seneste årtiers velfærdsreformer tilbage. Enhedslistens ideologi er progressiv i den forstand at socialismen er det endelige mål, men legitimerende eller ligefrem regressiv i den forstand at meget af det praktiske arbejde kommer til at handle om at bevare den eksisterende velfærdsstat og gerne vende tilbage til velfærdsstaten som den så ud før den aktive arbejdsmarkedspolitik, pensionsreformer og marginalskattesænkninger.
Hvor ret og pligt er et mantra hos socialdemokraterne, tages for givet af de borgerlige og nævnes hos SF, er det sigende, at udtrykket slet ikke bruges af Enhedslisten. Man tager nok fejl, hvis man tror, at Enhedslisten ikke mener, at vi har pligter mod hinanden og fællesskabet. Det er snarere det, at ret og pligt-retorikken bruges til at begrunde skærpede krav til indvandrere og arbejdsløse og Enhedslisten derfor ikke har lyst til at bruge den. Som hos SF er det ikke flere pligter, disse grupper har brug for, det er flere og bedre rettigheder. Under de rette forhold blomstrer både mennesket og det gode medborgerskab. Fejlen ligger i systemer der marginaliserer, ikke hos den enkelte der er marginaliseret.