- frie mennesker i sociale rammer
Venstre starter med frihed og ansvar, Dansk Folkeparti med folkets selvstændighed. De Radikale med, ”et samfund, hvor mennesker kan leve værdigt sammen i balance med naturen.” Og de vil ”værne om og udbygge folkestyret.” Selvom både Venstre og Radikale Venstre kan betegnes som socialliberale, er den ideologiske afstand mellem partierne stor. Radikale taler om frie mennesker der lever i mangfoldighed, men de understreger hele tiden den sociale ramme, fællesskabet – fællesskaberne – som individerne udfolder sig i. Både individer og fællesskab udvikler sig og de gør det i samspil med hinanden. Ideelt set i et demokratisk samfund af demokratisk ligestillede borgere, og det indbefatter igen at de økonomiske forskelle ikke bliver for store.
Som for de øvrige partier fremhæves koblingen mellem rettigheder og pligter hos de Radikale. I principprogrammet hedder det under overskriften ”Menneske og fællesskab”:
”Det Radikale Venstre tror på det frie og ansvarlige menneske, der virker i samhørighed med andre mennesker. Mennesket udvikler sig gennem sine valg og handlinger i samspil med andre.
Et demokratisk samfund kan kun fungere, hvis dets medlemmer føler sig forpligtet over for hinanden. For Det Radikale Venstre hænger frihed og forpligtelse uløseligt sammen. I fællesskabet formes rammerne for den enkeltes liv og frihed. Samtidig er det enkelte menneskes indsats og stræben efter at realisere sine muligheder nødvendig for, at fællesskabet kan udvikle sig og være mangfoldigt.”
Den korte udlægning af den radikale vision er, at et godt samfund – som det danske – skaber rammer for gode liv hvor godt aktivt medborgerskab indgår naturligt, men også forudsættes.
Dermed ikke være sagt, at der if. de Radikale ikke er udfordringer. Det er der. Frem for alt miljøet. Men også flere andre nævnes. Her fremhæver de Radikale at problemerne kan adresseres og løses i et stærkt demokratisk fællesskab. Her har partiet en klart aktivistisk men også modernistisk dimension: frie og ansvarlige mennesker der løser udfordringerne i forpligtigende samarbejder.
Hvor de fremhæver forpligtigelser, har de ikke, i det mindste ikke ideologisk, i deres programmer, overtaget Socialdemokraterne og de borgerliges hårde ’ret og pligt-retorik’. I principprogrammet hedder det om ”samfundet, det offentlige og den enkelte”. At social udstødelse er et problem der må løses i samarbejde mellem det offentlige, virksomhederne og fællesskaberne. Alle må gøre sit. I det mindste dem der kan. Det hedder at, ”[v]elfærdssamfundet må bygge på økonomisk ansvarlighed hos den selvhjulpne og begunstigede del af befolkningen.”
Den sociale indsats skal respektere den personlige værdighed og have som mål at sætte den enkelte i stand til at klare sig selv. Den enkelte skal have mulighed for selv at forbedre sin situation. I forhold til mennesker med varigt behov for hjælp er det offentlige forpligtet til at sikre en værdig og tryg tilværelse.”
I en tid hvor både Venstre og Socialdemokraterne taler i klare ret og pligt-termer, markerer disse vendinger en anden tankegang. Det er altså ikke i samme grad den enkeltes pligt at uddanne sig og komme i beskæftigelse, det er nok så meget fællesskabernes opgave at sikre at alle faktisk kommer i uddannelse og i beskæftigelse.
Også fraværet af bekymring for indvandreres integration og en sektion om dansk kulturarv adskiller de Radikales (unægtelig ret korte) principprogram fra Socialdemokraterne og de borgerlige partier. I stedet taler de tolerance og mangfoldighed og mere demokrati.
Ift. Socialdemokraterne er de Radikales fællesskab mindre statsligt, de taler hellere om et samspil mellem forskellige aktører, det offentlige, det private, familien, individer, der alle kan samarbejde om at løse forskellige mål. Her er der faktisk overlap til de mere radikale (i betydningen yderliggående, gennemført) i Alternativet (som bekendt selv stiftet af en tidligere radikal minister), SF og enhedslisten der også taler om en demokratisering af samfundet og et samspil mellem forskellige offentlige, private og frivillige organisationer.