De naturlige fællesskaber
De konservative dyrker i høj grad en ide om godt medborgerskab. Centralt for de konservative er kærligheden til fædrelandets, dets historie, kongehus og grundlæggende værdier. Gode patriotiske mænd og kvinder gør deres pligter mod det nationale fællesskab. En god konservativ vil derfor tage ansvar, både i sit eget liv og i forhold til ens pligter som god samfundsborger i øvrigt. ”Det Konservative Folkeparti er et parti for ansvarsbevidste mennesker, der elsker deres fædreland med dets kultur, traditioner og historie og som ønsker et frit samfund, hvor den enkelte tager ansvar for sig selv og sine nærmeste.”
Fædrelandskærligheden kombineres med en tro på det private Danmark og markedsøkonomien. Hvor Socialdemokraterne taler om ret og pligt taler de konservative om frihed og ansvar. Den enkelte skal kunne klare sig selv uden offentlig hjælp: ”At tage vare på sit eget liv forudsætter, at man har friheden til det. Derfor er vi tilhængere af en mindre offentlig sektor, et lavere skattetryk, friere rammer for det private initiativ, et stærkt erhvervsliv og flere grænser for politisk indblanding i borgernes hverdag.”
Troen på frie, ansvarlige individer kombineres med en tanke om de naturlige fællesskaber, de fællesskaber individet naturligt indgår ifølge de konservative, først og fremmest familien og fædrelandet, men også kirke og forskellige frivillige organisationer og selskaber og de nære, lokale fællesskaber.
Både ansvar og de naturlige fællesskaber trues af en vildtvoksende velfærdsstat, de sociale rettigheder og tilsvarende skatter har undermineret både det private ansvar og de naturlige fællesskaber, hele vejen igennem, familien, nationen og de nære relationer.
For at styre ansvar og naturlige fællesskaber skal velfærdsydelserne og skatter nedbringes; social- og skattestaten skal tvinges tilbage.
De konservative er formentlig også ganske tilfredse med Danmark og det danske samfund. Men i principprogrammet er kritikken af den eksisterende velfærdsmodel ganske skarp: De sociale rettigheder der hos socialdemokraterne og venstrefløjen giver alle reelle muligheder for at deltage i samfundslivet, truer for de konservative både det private initiativ og de stærke naturlige fællesskaber.
Et bedre Danmark med stærkere individer og fællesskab ville virkeliggøres i en mere residual velfærdsstat, med større plads til familien, forsikringer, kirke og lokal social hjælp.
For de konservative, som for både Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er det i relation til kravene til integration af indvandrere, at man definerer et medborgerskabsbegreb – hos de konservative er overskriften; ”Medansvar for Danmark”:
”Vi konservative anser kulturel integration for mindst lige så vigtig som økonomisk integration. Alle der bor i Danmark skal respektere vores frihedsrettigheder, såsom ytringsfrihed og religionsfrihed, og vores demokratiske værdier og den danske retsstat. … De danske traditioner er den kultur, som tilflyttere skal integreres ind i. Derfor er det ikke nok blot at overholde dansk lovgivning, hvis man ønsker at blive en del af det danske samfund. En grundlæggende forståelse for dansk historie, kultur og sprog er også nødvendig. Den form for sammenhængskraft vil i sig selv være med til at skabe større gensidig forståelse. Det er nemlig vigtigt, at vi undgår et opdelt samfund, hvorfor vi vil bekæmpe ghettodannelser. Danmark er – og skal fortsat være – et sammenhængende samfundsmæssigt fællesskab.” (s. 21)