Indhold
Hylder aktivt medborgerskab, iværksætteri og mangfoldighed.
Nedenfor ser du uddrag fra Alternativets partiprogram:
Danmark – det bedste land for verden
1.3. ET SAMFUND PRÆGET AF SOCIAL BÆREDYGTIGHED
…
I Alternativet tror vi på mennesker. Vi tror på det gode i os alle, og vi ønsker et samfund, der bygger på tillid frem for social kontrol. Vi hylder aktivt medborgerskab, iværksætteri og mangfoldighed. Vi tror på, at mennesker har det bedst, når de er motiverede, engagerede, har mulighed for at udfolde deres talenter og gøre en forskel uden at skulle gå på kompromis med, hvem de er. Forskellige mennesker ønsker forskellige liv, og vi vil skabe et samfund, der imødekommer denne forskellighed. Vi tror på, at social opfindsomhed, virkelyst og demokrati er nøglen til at opnå et samfund, hvor mennesker trives i deres tilværelse.
…
Ambitionen er et samfund, hvor individet uanset orientering oplever at være en del af fællesskabet. Alternativet tror på en balance mellem individ- og fællesskabstanke, hvor begreber som nærhed, empati og fællesskab netop skaber gode rammer for individets udfoldelsesmuligheder.
Pressemeddelelse 22. juni 2016
ALTERNATIVET: ERSTAT KRISTENDOM MED MEDBORGERSKAB
Undervisning i etik, menneskerettigheder og forskellige verdenssyn bør erstatte undervisning i kristendom i folkeskolen, foreslår Alternativet
Flere partier ønsker nu at tvinge folkeskolens elever til at blive undervist i kristendom, men det er en helt forkert vej at gå, mener Alternativet, der i stedet vil indføre et obligatorisk medborgerskabsfag, som der undervises i fra 0. til 9. klasse.
Faget Medborgerskab skal sætte eleven i stand til at agere i en globaliseret verden. Det sker ved introduktion til grundlæggende demokratiske rettigheder, til grundloven, børnekonventionen og menneskerettighedskonventionen. Samtidig undervises der i etik, kultur, religion, samfund og andre livs- og verdenssyn som eksempelvis ateisme og agnosticisme.
– For os vil det være helt unaturligt at gøre kristendomskundskab obligatorisk. Selvfølgelig skal eleverne introduceres til kristendom, men de skal også introduceres til andre måder at anskue verden på – både religiøse, eksistentielle og kulturelle, siger Carolina Magdalene Maier, folkeskoleordfører for Alternativet.
– For Alternativet er det vigtigere, at eleverne lærer at forstå kulturer, menneskerettigheder og vores grundlov, end de bliver undervist i en specifik religion, siger Carolina Magdalene Maier.
Det står centralt i Alternativets skolepolitik, at folkeskolen skal bygge på demokratiske værdier som empati, lighed, ligeværdighed, tolerance og respekt for andres holdninger, kultur, seksualitet og religion.
På samme måde bør skolen fungere som et åbent vindue til den omkringliggende verden og udfordre generaliseringer, fordomme og stereotyper over alt. I den forbindelse har den enkelte lærer en afgørende opgave i at vise, hvordan mennesker er forskellige både i forhold til social baggrund, levevis, kultur og religion.
– Vi ønsker ikke en tilbagevenden til den sorte skole, men ønsker at udvikle en folkeskole for det 21. århundrede og her vil et fag som medborgerskab gøre en positiv forskel, siger Carolina Magdalene Maier.
Kh Alternativet
MINISTERIET FOR SOCIAL RETFÆRDIGHED
… Vi vil sætte medborgerskab og mennesketænkning over eksklusion og kassetænkning. …
SKOLE OG UDDANNELSE
…
Med de udfordringer, vi som samfund står overfor, har vi brug for al den kreativitet, entreprenante energi, kritiske og empatiske tænkning og handlekraft, som vi individuelt og i fællesskab kan mønstre. Derfor skal uddannelsesprocessen være båret af engagement, modet til at turde fejle og nysgerrighed. Samtidig skal uddannelserne tilbyde elever og studerende et fundament, som består af kritik, empati, livsdannelse og medborgerskab, både i et teoretisk og praktisk snit. Ud fra dette skal elever og studerende forholde sig til, hvilket samfund, de gerne vil bidrage til, og hvordan. Det er svarene på disse spørgsmål, som skaber de forandringer, morgendagens unge mennesker bringer frem.
…
Sikandar Siddique – Et Danmark hvor alle er med
… Jeg vil arbejde for et aktivt og medmenneskeligt medborgerskab og imod al ekskluderende og ulighedsskabende politik.