Medborgerskab og danskernes værdier

Når politikkerne taler om medborgerskab, om ret og pligt og samfundssind, rammer de værdier, der er udbredte i den danske befolkning og de adresserer også en udbredt bekymring for, at det det danske velfærdssamfund er truet. 

Mere generelt kan man måske sige, at medborgerskab som et politisk tema må ses på baggrund af en tidsånd, hvor der er en udbredt enighed om, at det eksisterende velfærdssamfund er det mere eller mindre bedst kendte samfund, “as good as it gets”, men også at dette er truet, udsat i verden.

I denne artikel skal vi se på danskernes værdier med udgangspunkt i ”Usikker modernitet: Danskernes værdier 1981-2017”, der præsenterer resultaterne fra Den danske værdiundersøgelse.

Undersøgelserne i “Usikker modernitet” viser, både hvor liberale og tolerante danskerne er, når det gælder traditionelle moralske spørgsmål, men også hvordan dette frisind balanceres af en høj vægtning af personligt ansvar og af ansvar ift. fællesskabet. 

Morten Frederiksens centrale argument i indledningen er at den senmoderne dansker er dybt afhængig af velfærdsstaten i sit eget livsprojekt og ved dette.

Det er dermed ikke overraskende, at et stort flertal af danskerne slet ikke accepterer skattesvindel, korruption og socialt bedrageri og kun et meget lille mindretal gør. Eller at de følger politikerne når de taler om medborgerskab, ret og pligt og samfundssind. for udbredt skattesvindel, korruption og socialt bedrageri vil true fundamentet for den danske samfundsmodel. En model et stort flertal af befolkningen har tillid til og bakker op om og er stolte over.

Danskernes senmoderne værdier og opbakning til den eksisterende samfundsmodel

Undersøgelsen af danskernes værdier fra 1981 til 2017 gør det håndgribeligt, at vi lever i et senmoderne samfund, med et sådant samfunds værdier. Den sætter tal på overgangen fra traditionelle værdier til sekulære/rationelle værdier og fra overlevelsesværdier til selvudfoldelsesværdier. Frihed, tolerance og refleksivitet er centrale værdier for den danske befolkning i dag, hvorimod kristendom, sparsommelighed og hårdt arbejde kun er vigtige værdier for et lille mindretal.

Undersøgelsen viser også, at der er sket en konvergens i danskernes værdier i de sidste knap 40 år. Vi deler i vidt omfang værdier. Hvor der stadig er væsentlige forskelle mellem konservative, liberale, socialdemokratiske og venstreorienterede vælgeres værdier, er lighederne ikke mindre slående. Og de er voksende.

Et centralt spørgsmål for teamet bag ”Usikker modernitet” er spørgsmålet om der i de seneste år – som en reaktion på presset fra globalisering, øget usikkerhed og ulighed – er sket et ”kulturelt tilbageslag”, hvor befolkningen eller i det mindste betydelige dele af befolkningen vender sig mod mere traditionelle nationale og konservative værdier. I det store hele er svaret nej.

”Danskernes forestillinger om sædelighed og borgermoral er forsat i en stabil udvikling mod mere tolerance og frisind over for, hvordan folk må handle i deres private liv, og en stabil og streng holdning til, at man skal overholde de kollektive regler for f.eks. skattebetaling.” (s. 24)

Hvor det altså ikke er rimeligt at tale om et kulturelt tilbageslag, er der en række centrale udviklingstendenser, der sammen utvivlsomt giver en væsentlig del af den tidsånd i hvilket medborgerskabet i de seneste par årtier er kommet på banen. De udfordringer omkring globalisering og ulighed der har medført en kraftig reaktion og polarisering i mange landes politik, er ikke gået uden om Danmark og faktisk er tilliden til folketinget, de politiske institutioner og fremtiden er faldet noget, særligt for de grupper der har oplevet de største udfordringer.

Hvor den øgede usikkerhed ikke har gjort danskerne mindre tolerante, er andelen af befolkningen der vægter respekt for autoritet, hårdt arbejde, omtanke for andre og gode manerer stigende og omvendt er tilslutningen til selvstændighed, ansvarsfølelse og fantasi faldende. Det peger mod klart mod en øget usikkerhed, vi har ikke helt som før råd til at vægte selvudfoldelsen, slet ikke på bekostning af fællesskabet.

Samlet giver undersøgelsen af danskernes værdier et billede af en moralsk tolerant, ret lykkelig og tillidsfuld befolkning, med stor tiltro til den velfærdsmodel der i vidt omfang ligger bag disse tal, men den vidner også om, at man ikke er helt så tryk som man har været – finanskrisen, integrationsproblemer og en sikkerhedspolitisk mere truende situation har utvivlsomt gjort en forskel. I den situation slutter man op omkring det nationale og velfærdsmæssige fællesskab. Genintroduktion af medborgerskab i den politiske debat i 00erne og 10erne har baggrunden i denne tidens ’defensiv realisme’, hvor man frem for alt søger at beskyttende den eksisterende model mod de trusler særligt globaliseringen udsætter modellen for, men hvor kun få, i modsætning til situationen for en generation siden, drømmer om et radikalt socialistisk eller liberalistisk alternativ.  

Traditionelle og moderne værdier

Værdier kan defineres som; ”ikke observerbare fænomener, som handler om, hvad der er godt og ondt, eller hvad der er ønsket og uønsket” (Deth og Scarbrough 1995 citeret i Frederiksen 2018, 13). Værdier er afgørende for at kunne begå sig i verden. Som det hedder hos Frederiksen; ”Uden principper for, hvad der er rigtigt og forkert – ønsket eller uønsket – bliver virkeligheden uoverskuelig og meningsløs.” (ibid. s. 14).

Værdier er ikke mindst afgørende for at et samfund er muligt. Uden fælles værdier og normer er det svært er det svært at se hvordan vi kan afstemme forventninger og have tillid til hinanden. Uenighed om grundlæggende værdier leder til konflikt – værdikamp. Et moderne samfund vil være kendetegnet ved at forskellige værdier brydes og det kan sikkert være sundt og naturligt, til en grænse i det mindste, for uden enighed om en række fundamentale værdier, således om hvor og hvordan vi er uenige, vil den sociale orden bryde sammen.

Når man i sociologien taler om traditionelle, moderne og senmoderne samfund, er det fordi de grundlæggende værdier og deres sociale og materielle forudsætninger forandres, så vi må tale om helt forskellige samfundstyper med grundlæggende forskellige værdier.

Sociologen Inglehart har søgt at indfange disse forandringer i teorien om postmaterielle værdier. Ingelhart skelner mellem to dimensioner: fra traditionelle til rationelle/sekulære værdier og fra overlevelsesorienterede til selvudfoldelsesværdier.

De to dimensioner sammenfattes således i Jensen (s. 15-6):

”Traditionelle værdier bygger op traditionens normative autoritet: religion, nationalisme, traditionelle familieværdier, traditionelle kønsroller, respekt for autoriteter og lignende. Sekulære værdier er værdier, der er begrundet rationelt i stedet for traditionelt, som f.eks. ligestilling, pluralisme, tolerance og kritik af autoriteter.”

”Overlevelsesværdier er knyttet til at håndtere materiel, social og kulturel usikkerhed: social sikkerhed, stærke autoriteter, jobsikkerhed, politisk og kulturel stabilitet. Selvudfoldelsesværdier handler om at udtrykke sig selv og udfolde sig som individ: frihed, tolerance, kreativitet, tillid, identitet og selvbestemmelse.”

Det kan sammenfattes således (s. 15):

+ skrå pil til at indfange udviklingen

Drivkraften i udviklingen er øget oplysning og uddannelse, velstand og demokrati: jo mere oplyst, rigere og sikrere du er, desto mindre betydning vil overlevelse have og desto større vægt vil du lægge på selvudfoldelse. Du kan her tænker på Marslows behovspyramide (se artiklen om x): hvis den enkeltes materielle og fysiske sikkerhed er i spil, da vil værdierne handler om at sikre overlevelse, det er først, når der er velstand og individuelle rettigheder, at samfundets værdier vil afspejle højere mål for den enkelte. Fattigdom brutaliserer, velstand befrier.

Postmaterielle værdier og refleksiv modernitet

Ingleharts teori udvikles i kølvandet på ungdomsoprøret, der netop afspejler et værdiskred, der var betinget af materiel velstand, demokrati og fysisk sikkerhed, herunder fraværet af krig. Hvorfor knokle som et anonymt autoritetstro element i et stort maskineri, hvis alle muligheder synes åbne? Vi går fra overlevelsesværdier til selvudfoldelsesværdier.

I Ingleharts teori er det alle autoriteter der står for fald, hvor samfundet er præget af postmaterielle værdier. Men hvor undersøgelse af danskernes værdier 1981-2017 nok vidner om at danskerne er moderne når det gælder sædelighed, er de det ikke i relation til medborgermoral, her er moral, som vi har set, langt hårdere.

Frederiksen og forskerteamet foreslår teorien om refleksiv modernitet som alternativ. Det Giddens og Luhman fremhæver er på den ene side, at individet nok er blevet frigjort og frit på en helt anden og radikal måde end tilfældet var i traditionelle samfund, men også at denne individualisering forudsætter at ekspertsystemerne og de institutionelle rammer omkring individet er der og, dernæst, at individets individuelle livsudfoldelse foregår i en konstant, refleksiv, dialog med disse systemer. Hvis jeg således er fri og rationelle, da benytter jeg mig af og konsultere disse systemer – alt andet vil være tosset! Faktisk er det svært overhovedet at forestille sig et senmoderne liv foruden disse systemer og denne dialog. Derfor er tillid så afgørende for et godt liv i et senmoderne samfund.

Her er det at velfærdssystemet bliver meget afgørende for den enkeltes frie og fornuftige livsudfoldelse. Det er i Danmark meget oplagt og håndgribeligt, fra man bliver født på et offentligt sygehus, passes af forældre på barselspenge, forsætter i vuggestue, i skolen, i uddannelsessystemet, på bistand og efteruddannelse, med folkepension og ender på plejehjem.

Hertil kommer et mere moralsk og politisk aspekt ved ideen om refleksiv modernitet, en del der er central for tolkningen af danskernes medborgerskabsværdier. Hvis det er sådan, at den enkelte forudsætter et velfungerende samspil mellem offentlige og private velfærdsgoder og systemer, hvor folk generelt følger regler, gør deres og har tillid til hinanden og det offentlige, da bør den enkelte selv gøre sit. At snyde her, og altså nyde godt af et effektivt, nogenlunde fair og højtillidssamfund, uden at yde sit tilbage, vil ikke være rimeligt, ligesom samfundet/staten igennem socialisering og regler søger at sikre samarbejde og tillid igennem positive og negative sanktioner. Her spiller individets frie refleksion en afgørende rolle: både rationelle – således, alle vinder, hvis alle samarbejder og yder deres – og moralske – hvis jeg vinder, ved at den enkelte borger generelt samarbejder, og jeg ikke samarbejder, da er det (selvsagt!) ikke rimeligt/hvis alle gjorde som jeg, da ville systemet bryde sammen – spiller ind her og er, utvivlsomt, en central del af – forudsætning for – et moderne medborgerskab. 

Som det hedder i Frederiksen (s. 271):

”Systemer og institutioner kan kun fungere i den udstrækning, folk har forventninger om, at de fungerer, og forventer, at andre mennesker også benytter sig af og respekterer disse institutioner og systemer. Den voksende individuelle frihed er med andre ord kun udstrakt til det private rum (sædeligheden), hvorimod der opstår en stærkere forventning om, at andre bidrager til at opretholde systemer og institutioner (medborgermoral). Den refleksive modernisering indeholder to parallelle spor: en udvikling i subjektiv individualisering, som frisætter den enkelte borger fra traditioner, og en stigende afhængighed og vigtighed af institutioner og systemers rationelle autoritet.”

Danskernes værdier 1981-2017: øget tolerance i sædelighedsspørgsmål, konstant stærk medborgermoral

For at indkredse danskernes sædelighedsmoral, altså hvor restriktive og traditionelle vi er ift. hvordan individet vil leve sit liv, har Frederiksen og Peter Gundelach valgt at se på accepten af skilsmisse, abort, homoseksualitet, prostitution og selvmord, dernæst fokusere Frederiksen og Gundelach på handlinger der er ulovlige, men, som de første, handler om den enkeltes frie og individuelle valg, her ser de på brugen af hash og aktiv dødshjælp. For at indkredse medborgermoralen ser Frederiksen og Gundelach på følgende kollektive ulovlige handlinger, nemlig modtage bestikkelse, modtage sociale ydelser, man ikke har krav på, køre med offentlig transport uden billet og snyde i skat.

Resultaterne af undersøgelsen sammenfattes i denne tabel (s. 274):

Som det ses, er det klart, at vi må skelne mellem sædeligheds- og medborgermoral. Ganske som vi vil forvente ud fra teorien om refleksiv modernitet, men ikke ud fra teorien om de postmaterielle værdier. Det altså ikke er alle former for offentlig moral eller autoritet der smuldrer.

Danskernes opdragelsesværdier 1981-2017: øget tolerance og øget autoritetstro

Baggrunden for medborgerskabsdebattens tilbagekomst uddybes yderligere i Karen Margrethe Dahls kapitel om danskernes opdragelsesværdier i perioden. Ikke mindst figuren over danskernes accept af homoseksualitet og af et udsagn om at autoritet skal respekteres sigende for udviklingen (s. 334):

Begge dele er steget. Det interessante er, at accepten af homoseksualitet umiddelbart lyder meget moderne, hvorimod accept af autoritet umiddelbart lyder meget traditionelt, ja, vel definerer det traditionelle samfund. Men begge dele er steget.

Forklaringen må imidlertid indbefatte hvilken form for autoritet, vi har at gøre med.

For at forstå baggrunden for den enkelte opdragelsesværdi, må man forstå de øvrige. I figuren nedenfor ser vi de opdragelsesværdier der blev prioriteret i 1990 og 2017 i pct. (s. 333):

I både 1990 og 2017 er følgende fire værdier på top 4: Ansvarsfølelse (vigtigt for 86% i 1990 og 80% i 2017), tolerance (81, 88), selvstændighed (81, 72) og gode manerer (66, 77). Denne top 4 vidner om hvor centralt der er at begå sig i et senmoderne samfund, som et frit individ blandt mange flere ligeligt frie individer. At tænke på andre er på vej op (50, 62) og den inglehartske fantasi på vej ned – fra en relativ god udgangsposition (37, 33). De gode gamle dyder fra det repressive traditionelle samfunds tid, sparsommelighed (18, 8), lydighed (26, 10) og de kristne værdier (9, 6) har alle en elendig placering fra starten (1990) der med tiden kun bliver værre (2017), med undtagelse af hårdt arbejde (3, 8), der imidlertid også kan forbindes med et liberalt men moderne, ikke traditionelt, samfund og – under alle omstændigheder – ikke er en dominerende værdi i børneopdragelsen.

 

Voksende enighed om opdragelsesværdier på tværs af uddannelse og politisk ståsted

I de følgende figurer kan du se data for opdragelsesværdier differentieret ud fra alder, uddannelse og politisk ståsted.

Der er flere ting, man kan bide mærke i. Ikke mindst hvor store lighederne trods alt er, ikke mindst er de fire centrale opdragelsesværdier de samme igennem alle år for alle uanset uddannelsesbaggrund eller politisk ståsted.

Det er ikke mindst interessant, hvordan respekten for autoritet er vokset på venstrefløjen og blandt højtuddannede.

Dahl sammenfatter resultaterne (350):

”I forhold til uddannelsesgrupper ser vi, at de højtuddannede nærmer sig de kortuddannede, når det gælder prioriteringen af gode manerer, respekt for autoritet, selvstændighed og fantasi, mens de kortuddannede værdimæssigt nærmer sig de højtuddannede med hensyn til værdier som lydighed, tolerance og omtanke for andre. Meget lig dette ser vi også mellem partipolitiske grupperinger en tilnærmelse mellem grupperne i forhold til deres præferencer for fantasi og selvstændighed, samt at alle politiske grupperinger med tiden er blevet mere positivt indstillede over for materielle værdier som gode manerer og respekt for autoritet, samtidig med at de i højere grad prioriteter en postmateriel værdi som omtanke for andre.”

Lad os vende tilbage til spørgsmålet om hvordan vi skal tolke at danskerne er blevet mere autoritetstro – og altså tilsyneladende mere traditionelle:

”Der er måske ikke så meget tale om, at danskerne er mere autoritetstro, end vi var i 1990, men om at vi oplever, at individet har fået meget mere ansvar ig i nogen grad er blevet pålagt en pligt til selvudfoldelse, som medvirker til øget oplevelse af eksistentiel usikkerhed og psykisk sårbarhed. Men den øgede vægt på tolerance og omtanke for andre er der, som Frederiksen påpeger i bogens indledning, netop ikke tale om et generelt kulturelt tilbageslag mod mere national-konservative eller autoritære værdier, men måske om et behov for at tydeliggøre nogle strukturer og spilleregler, som kan lette det sociale spil mellem mennesker.” (351)

Stadig flere er stolte over at være danske

En anden central udvikling er, at stoltheden ved at være dansk er markant stigende igennem hele perioden 1990-2017. Overordnet er andelen af respondenter der er ”stolte over at være danske” omkring 40% igennem hele perioden. Det er i andelen af ”meget stolte” – og omvendt i andelen af dem der ikke er stolte – at udviklingen er sket:

Her er det danskere uden erhvervsuddannelse, der har vist vejen. I 1990 var 55% af respondenterne i denne gruppe meget stolte. I 2017 var andelen 58%. Her er der altså betydelig stabilitet, udvikling er sket for de øvrige grupper. Jo højere ens uddannelse i 1990, desto mindre stolthed over at være dansk. For dem med lang videregående uddannelse var det kun 9% der var ”meget stolte” i 1990 meget stolte over at være danske, men i dag er det 40%. Samlet er det knap 90% af befolkningen, der er stolte eller meget stolte over at være danske. Det er slående tal. Men hvordan skal de forstås? Som undersøgelsen af danskernes moralske værdier er befolkningen i øget grad tolerant. Det gælder også ift. personer med en ikke-dansk etnisk oprindelse. Hvor traditionelle nationale værdier nok ligger bag en hel del af den nationale stolthed, er det ikke her stigningen sker. Der er ikke tale om en stigende nationalisme i traditionel forstand, men tallene vidner snarere om en stor tilfredshed med samfundsmodellen og en massiv opbakning hertil. Denne udvikling er utvivlsomt påvirket af øget kendskab til andre lande; man ser på USA, Frankrig eller Italien og værdsætter den velfærd og tryghed man har. 

 

Medborgerskab og danskernes værdier: en opsummering

Den danske værdiundersøgelse 1981-2017 giver et godt bud på hvorfor medborgerskab er blevet en del af den politiske debat og dagsorden i de sidste par årtier.

Hvor der i 1981 stadig var et ret stort mindretal af danskere med traditionelle moralske værdier, er de i dag få. Omvendt er tilslutningen til samfundet og autoriteter voksende. Helt grundlæggende har frisindet sejret, når det gælder hvordan individer lever. Men der er også en meget udbredt konsensus om at den enkeltes selvudfoldelse forudsætter velfærdssamfundets institutioner, at den enkelte bidrager hertil og tolererer andre.

Danskerne er blevet stadig mere frisindede når det gælder sædelighed, men fastholder en streng medborgermoral, men tallene vidner også en øget bekymring for fremtiden. Når det gælder lykke og tillid ser vi, særligt for de mest udsatte grupper, et fald. Fremtiden virker mere usikker. I opdragelsesværdier ser en større accept af autoritet, mindre vægt på selvstændighed og større tolerance, til dels på bekostning selvstændighed, ansvar og fantasi.

Vi ser dette mønstre både for unge og gamle, for lavt- og højtuddannede og for højre og venstreorienterede.

Vi er i vidt omfang enige om det samfund vi ønsker, men vi er også usikre på om det kan bevares. Der er på denne baggrund, at medborgerskab er blevet et centralt begreb i den politiske og offentlige debat.

Tags: No tags